Kroppen er det sidste tabu

Beth Ditto fra The Gossip er med egne ord ”a fat lesbian from Arkansas” og bryder med alle normer for, hvordan en kvinde skal se ud og opføre sig på scenen.

Af Trein Møller, frivillig i Danner
Februar 2011

Det er den første aften på Roskilde ’08. Diesel har lanceret ’human car-wash’, hvor festivalgæster bliver vasket af veltrænede mænd og kvinder. En levende reklamefilm med lækre unge mennesker.

Jeg er søgt væk fra Orange Scene for at høre bands, jeg ikke kender. The Gossip skal spille. Jeg aner ikke, hvad jeg går ind til. Bandet spiller punk med undertoner af sydstatsblues. De lyder som de fleste andre punkgaragebands. Det er forsangeren, der gør hele forskellen.

Hun er ikke til at komme udenom
Ind på scenen kommer en kæmpekvinde klædt i lårkort og stiletter. Hun må veje over 120 kilo og er langt fra Dieselpigernes idealmål. Hun imponerer med sin størrelse. Hun er endnu mere overvældende, når hun åbner munden, for hendes stemme er en insisterende skærebrænder. Den fylder. Lige så meget, som hun gør.

Meget store hvide lår og overarme, som gynger, mens hun danser, overvælder mig. Jeg får ondt af hende; hun burde trække ned i kjolen og dække sig til. I hendes stemme leder jeg efter de bluesagtige undertoner af mobning i skolegården og bænkevarmer til afdansningsballet.

Blufærdig på den tykke piges vegne
Jeg forstår ikke den måde, hun udstiller sig selv på; den dramatiske sorte eyeliner, al den bare hud.

Hun fylder meget. Pinligt meget.

Jeg er fascineret, freak-show fascineret. Hun taler mellem numrene om at være lesbisk og til transseksuelle, om at være fattig, om at blive sat på slankekur af sin mor for at blive populær i skolen. Hun lyder som en moderne homoudgave af Dolly Parton. Samme baggrund, punk i stedet for banjo. Hardcore frem for yndig.

Hun har fat i publikum, de lytter – både til sangene og hvad hun siger mellem numrene. Jeg vil være rummelig og accepterende, men er forvirret.

Hvorfor bliver jeg genert på hendes vegne? Jeg føler mig tændstiktynd og blottet.

Fedme er punk
Midt i koncerten smider hun kjolen og står i sort badedragt med et kæmpe lyserødt hjerte, som dækker hele underlivet. Jeg bliver blændet af så meget krop. Bryster, overarme, havregrødshud skvulper overalt, hvor jeg kigger hen. Hun danser og småløber rundt på scenen og sender selvværd, overskud og nærvær helt ud i periferien af teltet.

Jeg puster ud og overgiver mig. Hun er fantastisk. Hun er alt det, Dolly Parton ikke tør være. I stedet for at sulte og operere sig til Barbiemål, insisterer hun på sin ret til at indtage scenen. Præcis som hun er.

Jeg ser rundt. Resten af publikum har for længst taget hende til sig. Mænd i alle aldre ser betagede og forelskede op på hende, og piger og kvinder retter sig op, slapper af i mavemusklerne og ser anerkendende på deres knap så tændstiktynde veninder. Måske føler de sig smukkere, end de gjorde for en times tid siden.

Det perfekte er uinteressant
Koncerten slutter, og jeg går ud i sommeraftenen forbi den menneskelige vaskehal, hvor nye festivalgæster bliver sæbet ind af perfekte unge smukke mennesker. Deres venner sidder i græsset, drikker øl og kigger på. De fylder meget lidt og ser meget ens ud.