Jesper Christensen indtaler Danners nye skolemateriale som podcast

Skuespiller Jesper Christensen hjælper med at formidle Danners nye skolemateriale, som udkommer i august. Skolematerialet består blandt andet af en novelle, som skuespilleren har indtalt som podcast

Med indføling og fortolkning har Jesper Christensen indtalt novellen ”Dagen Derpå”, som er en del af Danners nye skolemateriale. På den måde kan børn i folkeskolens 5. og 6. klasser ikke bare læse, men også høre historien om den voldsudsatte familie, som novellen handler om.

Hvert 5. barn er voldsudsat
I Danmark er hvert 5. barn udsat for vold i hjemmet, og Danners skolemateriale er det første landsdækkende undervisningsmateriale, hvor folkeskolelæreren selvstændigt kan tage emnet op og undervise eleverne i temaet vold i hjemmet.

Med skolematerialet får både lærere og elever en bedre indsigt i, hvad det vil sige at opleve vold i hjemmet. Elevbogen og lærervejledningen skal klæde dem bedre på til at handle og tale om volden, og samtidig er bøgerne med til at nedbryde det tabu, som ofte ligger i temaet vold i hjemmet.

Volden gøres konkret
Novellen ”Dagen Derpå”, som Jesper Christensen har indtalt som podcast, skal gøre emnet vold i hjemmet konkret for både lærere og elever, og vise de forskellige dilemmaer og nuancer, der kan være i en voldsudsat familie.

Novellen ”Dagen Derpå” er skrevet af børnebogsforfatter Trine Bundsgaard.
Forfatterne bag elev- og lærerbogen er Bonnie Vittrup og Cecilie Nørgaard.