Vil du se min smukke kusse?

Femø kvindelejren fejrede sine 40 år på bagen med en jubilæumsfest, der bød på masser af frisind og festivitas, herunder også babseworkshop og kussetryk. En af Magasinet Danners frivillige smed hæmningerne og kastede sig ud i den intime kropskunst.

Af Louise Rasmussen, pseudonym for en frivillig i Danner
Juni 2011

Jeg har lige smurt min kusse ind i en skrigende pink farve. Jeg står trusseløs – helt konkret med røven bar – og er i gang med at sætte mig overskrævs på en lille skammel, hvorpå der ligger et hvidt A4 papir. Jeg gør som jeg blev instrueret i:

Jeg sætter mig ned, imens jeg læner mig forover, presser mit pink skød ned på papiret og glider langsomt kroppen tilbage, imens jeg samtidig rejser mig forsigtigt op. Jeg kigger på resultatet under mig: mit første kussetryk. Hvordan pokker havnede jeg lige i denne prækære situation?

Forførende frigjorthed
Well, det er en lørdag eftermiddag i maj og Femø Kvindelejren fejrer sit 40 års jubilæum i Huset i Magstræde i København, under en bragende blå himmel. Fuglene er ikke de eneste, der kvidrer lystigt. I gården og overalt i huset høres kvindelatter og livlig snak, og der uddeles knus og kram i lind strøm. Det er mærkbart mandefri zone.

Indenfor er der ophængt gamle 70´er og 80´er-plakater med feministiske opråb og kamptegn, som pirker til frigørelse af de mentale tøjler. Er det mon dét – sammen med al den sanselige østrogen i luften – eller er det bare naturlig nysgerrighed, der gør at jeg og min følgesvend forføres af skiltet udenfor med teksten ”Babseworkshop og kussetryk” med pil mod Salon K?

Maja Søe er en af kvinderne bag workshoppen. Hun tager smilende imod vores åbne og spørgende, men også lidt tøvende blikke rundt i lokalet: ”Kender I trappeopgangen i Kvindehuset, men alle de gamle feministiske plakater og udsmykninger?” (Kvindehuset i Gothersgade lægger lokaler til Femø Kvindelejrens daglige aktiviteter og planlægning).

”Ideen var at lave en bort af kussetryk, der skulle smyge sig på væggene langs trappen op til husets øverste etage. I praksis ville det dog blive umuligt at lave,” forklarer Maja leende, imens hun demonstrerer med tæerne på tå og presser sit skød op mod en usynlig væg. ”Så fik vi ideen til at lave denne workshop i stedet, hvor folk kan donere aftryk af deres kusser og bryster.”

Frie babser og kussetryk
Et par andre nysgerrige kvinder ankommer. Uden synlig blusel smider de bluserne og går målrettet i gang med at klistre vådt gips på deres bare bryster. Jeg spejder lidt misundelig efter mit eget mod, imens jeg smiler til min følgesvend, sådan henkastet a la ”Det er godt, der er nogen, der tør, men jeg nøjes med at kigge på.”

Da jeg forsigtigt spørger Maja, hvordan man i praksis laver et kussetryk – som ingen endnu har givet sig i kast med – får hun hurtigt overbevist mig om, hvor let og harmløst det faktisk er. Hun fornemmer min lyst, men også blufærdighed og tilbyder, at jeg kan gå ind i et lukket rum med skamlen, der ellers er placeret midt i lokalet.

Med Majas frimodige blik, der møder mig med forventningsfuld tiltro til, at jeg tør gøre det, er jeg nået til et point of no return…

Mod til at blive en del af Kvindehusets historie
Den sjældne form for frigjorthed i lokalet, får mig til at kaste hæmningerne overbords – for egen vinding skyld, og ikke fordi jeg skal agere sexsymbol eller imponere. Forstå mig ret. Min følgesvend bliver da imponeret over mit mod, da jeg med et genert og dog triumferende smil stolt kommer tilbage med de tre små kunstværker, som jeg bogstaveligt har lagt krop til.

To af mine kussetryk hænges op på en lang snor med klemmer foran vinduerne i Salon K. Til offentlige skue. Alle kusse- og babseaftrykkene vil senere blive fragtet over til Kvindehuset i Gothersgade – hvor de vil pryde væggene, kun Gud ved hvor længe.

Mærkeligt nok gør tanken mig ikke spor blufærdig. I stedet bliver jeg faktisk lidt stolt over, at jeg med mine kussetryk nu er blevet til en lille del af den større og særlige kvindehistorie, som Kvindehuset, med Femø Kvindelejren som en af sine mest kendte aktiviteter, udgør.

Efter 40 år lever Femø Kvindelejren stadig i bedste velgående. Der er allerede lukket for tilmelding til flere af ugerne i år.



Kvindehusets webside

Femø Kvindelejrens webside

Foto: Nadine Lensborn