En helt almindelig aften med en voldsmand

Der er langt imellem de personlige beretninger om at leve i et voldeligt forhold. Magasinet Danner har fået lov til at bringe et kapitel fra Ilse M. Haugaards selvbiografiske bog ”Fanden og hans pumpestok”.

Af Nadine Lensborn, frivillig i Danner
December 2011

Det er stadig enormt tabubelagt at tale åbent om at være voldsramt. Derfor kræver det et stort mod at stå åbent frem og tale eller skrive om det, som Ilse M. Haugaard har gjort i sin selvbiografiske bog ”Fanden og hans pumpestok”, der udkom i starten af året.

Der er mange hensyn at tage, både til familie og venner og andre, hvis privatsfære der også åbnes op til, når der tages hul på en voldsramt kvindes historie. På den vis trodser Ilse M. Haugaard i stor stil både flinkeskole og skam for at få sin personlige historie fortalt. En historie, som hun har navngivet ”et mysterium”, som er bogens undertitel.

Der gives ingen logiske eller psykoanalytiske forklaringer på, hvorfor Ilse M. Haugaard endte med at leve i et voldeligt forhold i seks år, før hun tog beslutningen om at bryde fri af forholdet. Til gengæld byder hun på en ligefrem og hudløs fortælling om sine hverdage med en voldsmand.

Bogen fik følgende ord med på vejen af litteratur anmelder Leonora Christina Skov i Weekendavisen: ”Jeg har efterhånden skrevet spalte op og spalte ned om den tyndslidte betegnelse ‘indre nødvendighed’, fordi der ikke er noget værre end bøger, hvor intet brænder på. Men Ilse M. Haugaard har netop gjort mig klogere. Der er indre nødvendighed, og så er der bøger skrevet med bazooka, fyldt med sundt raseri, galgenhumor og fuck you-attitude. Læseren er vitterlig blæst helt tilbage i sædet.”

Læs med her, hvor vi bringer et uddrag fra bogen ”Fanden og hans pumpestok”:

Mig og Woody

Vi sad i sofaen. Det vil sige, han lå på 75 procent af pladsen og snorksov, mens jeg sad presset op i mit hjørne for at undgå at røre ved ham.

Indtil nu havde det været en af de dårligere aftener. Jeg var i en sygdomsperiode og derfor sikkert mere pirrelig end normalt.

Men jeg havde alligevel, som altid, lavet middagsmad til os og givet ham det sædvanlige kvarters forvarsel om spisetiden. Den valgte han at ignorere til fordel for endnu et computerspil, som han trodsigt meddelte, da han endelig dukkede op i køkkenet. Jeg skulle i hvert fald ikke bestemme, hvornår han skulle spise.

På det tidspunkt var jeg selv næsten færdig med min mad. Han sagde ikke noget, da han satte sig, og han spiste sin nu halvkolde middag i ædende ond tavshed. Og mens han skovlede maden ind med højre hånd uden at løfte armen fra bordpladen, stirrede han ufravendt på mig over bordet med sine kolde fiskeøjne. Normalt fik jeg problemer med at synke maden, når han var i sit ondt stirrende humør, men i dag var han for sent ude, og måske var det derfor, han var ekstra ond.

– Spis dog ordentligt, sagde jeg. Somme tider føles provokation mere værdigt end underkastelse, selv om det på kort sigt så udpræget er dummere.

– Dumme kælling, svarede han, så det var altså ikke min intelligens, han følte sig generet af.

Så rejste jeg mig og ryddede af efter mit måltid.

Og nu befandt vi os så i sofaen. TV-Avisen var for længst forbi, han havde snorket en halv times tid, og jeg var begyndt at zappe rundt efter en gammel Woody Allen-film, jeg havde set annonceret på en kanal, jeg havde glemt.

Han vågnede akkurat så meget, at han mærkede behovet for at pisse sit territorium af.

– Hvad laver du? spurgte han grødet, halvsovende.

– Leder efter en film.

Jeg fandt den og lagde remoten fra mig på sofabordet.

Han løftede hovedet lidt og så på skærmen.

– Den er jo begyndt. Han tog remoten og tastede væk fra filmen.

– Og hvad så? Jeg har set den før, jeg ved godt, hvad der er sket. Og bland dig i øvrigt udenom! Du sover jo alligevel.

– Man ser film fra begyndelsen, og hvis du har set den én gang, behøver du vel ikke se den igen.

Jeg tog fjernbetjeningen og tastede filmen frem.

– Det skal du overhovedet ikke blande dig i. Gå dog ind i seng og sov videre; det er dødirriterende at høre på dit snorkeri, sagde jeg og lagde fjernbetjeningen foran mig på sofabordet.

Han tog den og slukkede for fjernsynet igen.

– Jeg sover, hvor det passer mig, og du kan jo bare tage høretelefoner på. For resten er det mit fjernsyn, og det forstyrrer mig. Hvis du vil se noget, kan du gå ud i køkkenet.

– Det er min lejlighed. Og det forstyrrer mig, at du sover herinde. Lad mig så se den film i fred!

Nu råbte jeg også højt, tændte endnu en gang for fjernsynet, fandt tilbage til filmen og beholdt fjernbetjeningen i hånden.

Han kastede sig over mig og begyndte at brække mine fingre op for at få fat i fjernbetjeningen. Jeg holdt godt fast, men han var naturligvis den stærkeste og fik den alligevel vristet fra mig og slukkede for filmen. Nu var han lysvågen og utilregnelig.

– Du kan lige vove på at røre den igen! Det lød som en krigserklæring, og han lagde sig ned igen med fjernbetjeningen i hånden.

Jeg rejste mig, gik hen og tændte manuelt for fjernsynet og trykkede mig frem gennem kanalerne.

Nu fór han op af sofaen og hen til mig, tog mig bagfra hårdt om overarmene, løftede mig op og bar mig ind i stuen ved siden af.

– Sagde jeg ikke, at du skulle gå ud i køkkenet! Han satte mig ned på gulvet, som var jeg et møbel, smækkede døren imellem os og trampede tilbage til sofaen.

Jeg gik ud i køkkenet, som han havde forladt uden at rydde op efter sit eget måltid, satte mig på en højrygget spisestuestol og tændte for vores 20” ekstraapparat og så resten af Hannah og hendes søstre, mens jeg rystede – blandt andet af kulde – og håbede, at den ømmeste af mine fingre, som var begyndt at hæve, ikke var forstuvet.

En rablende neurotisk Woody Allen er når som helst meget mere beroligende selskab end en afstumpet, selv sovende voldsmand. Da filmen var slut, gik jeg ind i stuen.

Han lå stadig i sofaen og snorkede igen med åben mund. Badekåben var gledet til side, lemmet lå ubrugt og slattent, og de udstående øjne var dækket af tunge låg. Han var dybt udmattet efter endnu en ørkesløs dag med for megen rødvin og livslede.

Det ville være nemt at slå ham ihjel nu. Men hvor stikker man en hjerteløs mand, så døden bliver øjeblikkelig?

Uddraget fra ”Fanden og hans pumpestok” af Ilse M. Haugaard er bragt med tilladelse fra forlaget Gyldendal og forfatteren selv.