Fra forelsket til voldelig bitch
Nicole Boyle Rødtnes’ bog ’Bitchen imellem os’ sælges som en rå ungdomsroman om pigevold og om umulig grænseløs kærlighed. Bogen ER rå, men også vedkommende og virkelighedsnær.
Af Nadine Lensborn, frivillig i Danner
December 2011
Kærlighedshistorien i ’Bitchen imellem os’ er – set med erfarne voksenøjne – usandsynlig tynd, men matcher fint ungdommens univers, hvor forelskelse mere sidder i den rasende hormonkrop end i hjernen.
Ved historiens start slår 16-årige Astrid op med sin kæreste, da hun på en sommerferie starter en flirt med den mere spændende 17-årige Alex – på en strand ved solnedgang for lige at understrege den romantiske utopi. Alex er dog stadig kæreste med den jævnaldrende Katrine. Dette bliver hurtigt åbenbaret for Astrid, der alligevel forfølger sine spirende følelser for Alex, også da han tydeligt fremstår som komplet idiot. Han lover igen og igen Astrid at slå op med Katrine ’lige om lidt’, men udskyder det, fordi ’Katrine har det lidt svært’.
Rå, men realistisk pigevold
Katrines problemer følger læseren på nærmeste hold, da fortællervinklen skifter imellem Astrid og Katrine og deres respektive forhold til Alex. Katrines mor har begået selvmord og faderen drikker. Bedsteforældre og en ældre bror flagrer i kulissen, men formår ikke at tage hånd om den magtesløshed og dybe sorg, som Katrine gemmer under en mærkbar vrede og et besættende behov for at klamre sig til sin nærmeste redningsplanke i kaos, nemlig kæresten Alex. Da angsten for at miste ham bliver reel, ender hun med næsten at slå Astrid ihjel, for at få Alex for sig selv.
Den skiftende fortællervinkel er med til at nuancere både personerne, begivenhederne og emnet pigevold. Dertil får Nicole opbygget nogle troværdige miljøer, som støtter fint op om deres forskellige personligheder og til dels handlinger. Man vil aldrig kunne ’forstå’ Katrines voldsorgie. Men andre sider af hendes karakter vækker empati, da hun selv er offer for svære livsomstændigheder.
Katrines handlinger i bogen er voldsomme, men desværre ikke bare ren fantasi. Den stigende rå pigevold stjal for alvor avisoverskrifter i 00´erne – noget som den danske film ’Råzone’ fra 2006 også tog fat på.
Vellykket gys og spænding
Nicole har skrevet flere ungdomsbøger i krimi- og fantasy genren. I ’Bitchen imellem os’ bruger hun igen sit talent for at opbygge god spænding. Man holder vejret, imens man spurtlæser mod den dramatiske slutning, som der langsomt fyres op under. Små tekstbidder imellem kapitlerne springer frem i tiden og beskriver bid for bid starten på den uhyggeligt stærke og overbevisende voldscene, som er bogens grand finale. Den vellykkede spændingskurve og autenticiteten giver et ekstra kamptegn – og tilgivelse for, at kærlighedshistorien er noget vag.
Nicole skriver bestemt ikke med fløjlshandsker på, bare fordi hun skriver til unge, og hun løser flot udfordringen at formidle et svært emne som pigevold til en målgruppe fra 14 år og op.
Anmelderen giver fire ud af fem kamptegn

Nicole Boyle Rødtnæs;
Bitchen imellem os,
Forlaget Facat 2010,
172 sider

FAKTA
’Bitchen imellem os’ er Nicole Boyle Rødtnes’ anden bog. Hun debuterede i april 2010 med den anmelderroste fantasy-roman ’Dødsbørn – Skeletter i skabet 1’. Nicole er 25 år, læser dansk på Københavns Universitet og bor i Brønshøj. Nicole er desuden medstifter af foreningen HUF – Håbefulde Unge Forfattere
Sidste nyt
-
31.01.2012
Project Unbreakable bruger fotografiet som terapi
Project Unbreakable er en blog, hvor voldsudsatte kan vise et billede af dem selv med et citat fra deres krænker.
> læs mere -
10.01.2012
Intimkoncert for Danners Venner udsolgt på 24 timer
Alle billetter til koncerten med den populære Marie Carmen Koppel blev revet væk på bare 24 timer.
> læs mere -
22.12.2011
”Viden der Varmer” donerer 80.000 kroner til Danner
Projektet ”Viden der Varmer” har samlet 171.708 kroner ind til Mødrehjælpen og Danner på kun én uge. Målet var at samle 100.000 kroner ind til trængte familier, så de kan fejre jul, med alt hvad det indebærer af gaver, mad og juletræ. Målet blev mere end nået.
> læs mere - > Se alle nyheder


