Marilyn Monroe – maniodepressiv mandeæder?
Endnu en film om den berømte og berygtede Marilyn Monroe er at finde i de danske biografer – og det kunne vi egentlig godt have været foruden.
Af Mette Vinther, frivillig i Danner
Januar 2012
Det lykkedes mig at få en billet til den seneste film om legenden Marilyn Monroe, og forventningerne var bestemt høje, da jeg en ganske almindelig mandag aften i januar satte mig til rette i et af biografens dybe sæder. Marilyn Monroe var en fascinerede personlighed, som ofte har været portrætteret som en dum blondine med seriøse stjernenykker og en snert af en eller anden form for psykiske problemer – og det er faktisk ikke fair. Desværre hjælper denne film ikke på dét billede.
Plottet
I filmen ’My Week With Marilyn’ spilles hovedrollen af Michelle Williams, kendt fra film som ’Brokeback Mountain’ og ’Shutter Island’, imens den mandlige hovedrolle, Colin, spilles af Eddie Redmayne, kendt fra miniserien ’Jordens Søjler’. Filmens plot er i al sin enkelthed, at Colin har en flirt med Marilyn Monroe under nogle optagelser til en film i England. Trods adskillige advarsler fra dem, som kender Marilyn bedst, falder Colin pladask for Marilyns charme og tilsyneladende sårbarhed trods det, at hun netop er blevet gift med forfatteren Arthur Miller.
I løbet af filmen ser man, hvordan Marilyns ustabilitet frustrerer hendes kollegaer. Marilyn har mere end almindeligt svært ved at møde op på filmsettet til tiden, hvis hun da i det hele taget dukker op. Og Colins beskyttertrang bliver i den grad mere og mere tydelig igennem filmen, hvilket han da også belønnes for, da han opnår Marilyns fortrolighed, og de så efterfølgende skal forestille at have en flirt.
Historien er sød, men intetsigende. Der er andre elementer, som der kunne have været fokuseret mere på, og som ville have gavnet filmen. Kenneth Branagh ses i en større birolle, som Sir Lawrence Oliver, og han har et slags kærlighed-/hadsforhold til Marilyn. Han begærer hende som en vanvittig, men han frustreres også ekstremt af Marilyns usikkerhed og hendes fortrolighed med Colin. Marilyns og Oliviers forhold ville have været mere interessant, og vi kunne således have fået et dybere indblik i de psykiske problemer, som Marilyn led af. I mindre bilroller ses også Emma Watson, kendt fra Harry Potter-serien, og Judi Dench, kendt fra de seneste James Bond-film. Emma Watson starter en uskyldig flirt med Colin, men må se sig slået af Marilyns charme og stjernestatus. Judi Dench viser, at alder aldrig er en hindring for noget, og hun er klart en af de bedre i filmen, trods hendes relativt lille rolle.

Overfladisk og unødvendig
Skuespillet er generelt godt og underholdende, men filmen mangler altså pondus og dybde. Det er udmærket underholdning, men så heller ikke mere end det. Der er for mange aspekter af Marilyn Monroes liv til kun at fokusere på en ”næsten-affære”, og Marilyn Monroes liv var så meget mere end flirts og sex. Det kan gøres bedre. ’My Week With Marilyn’ får derfor tre kvindekamptegn – og de tildeles Michelle Williams, Kenneth Branagh og Judi Dench.
Anmelderen giver tre ud af fem kamptegn

My Week With Marilyn
Instruktør: Simon Curtis
Spilletid: 119 minutter
Scanbox 2011
Foto: Scanbox
Sidste nyt
-
28.03.2012
Kvindekrisecentre har vedtaget fælles faglige standarder
LOKK – Landsorganisation af kvindekrisecentre mødtes denne weekend til årlig generalforsamling for blandt andet at vedtage en grundpakke, der skal sikre fælles målsætninger og faglige standarder på de danske kvindekrisecentre
> læs mere -
26.03.2012
England skriver under på at forebygge vold mod kvinder
18 lande i Europa har skrevet under på Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet. Nu skriver England også under. Danmark forholder sig stadig passiv.
> læs mere -
12.03.2012
En helt almindelig dag på verdens kvindekrisecentre
Én dag om året optæller Global Data Count antallet af voldsudsatte kvinder og børn, der har søgt ophold på et krisecenter.
> læs mere - > Se alle nyheder


