DannerViden dokumenterer vold mod kvinder og børn og formidler viden om ligestilling.
Baggrund for DannerViden
Virkeligheden er i dag at indsatsen mod vold mod kvinder lider under, at der ikke er prestige i emnet og at der derfor ikke eksisterer et egentlig forskningsmiljø i Danmark.
Familierelateret vold er stadig tabubelagt. På ligestillingsområdet er der i mange tilfælde stadig langt fra de gode intentioner til realiteterne i hverdagslivet. Det vil Dannerviden ændre på.
DannerViden ønsker at
- Frembringe ny viden om familierelateret vold i Danmark
- Kvalificere danske og udenlandske fagfolk, der møder voldsramte via deres arbejde
- Skabe debat og sætte fokus på familierelateret vold og ligestilling af mænd og kvinder
DannerViden medvirker til en bedre forebyggelsesindsats i Danmark, bedre indsatser til voldsramte familier, en bedre lovgivning på området - og en minimering af berøringsangsten.
DannerViden arbejder for at skabe et samfund, hvor personen går forud for kønnet.
Hvorfor har Dannerhuset et videnscenter?
Fordi vejen til at stoppe volden går gennem bedst mulig viden om metoder, modeller og værdier på feltet, så måden arbejdet med voldsramte familier foregår på, hele tiden udvikles.
Der er idag et enormt behov for at opstille succeskriterier og sammenligne internationale erfaringer på området. DannerViden medvirker til, at arbejdet med voldsramte familier konstant forbedres.
DannerViden arbejder derfor også med effekt-vurderinger og dokumentation af krisecentrets arbejde med voldsramte kvinder og børn.
Hvem arbejder i DannerViden?
Videnscentret beskæftiger to senior konsulenter, to research-medarbejdere og ca. 25 frivillige, fordelt i Politisk Gruppe og Foredrags-Gruppen.
DannerVidens arbejde er tæt knyttet til flere andre funktioner i organisationen, herunder Kommunikationsafdelingen og Krisecentret.
DannerViden samarbejder med eksterne parter om konkrete projekter. I øjeblikket samarbejder vi bl.a. med Integrationsministeriet, Udenrigsministeriet, Velfærdsministeriet, KVINFO, TRYG Fonden, The Bodyshop Foundation, Dacapo Teatret, Rambøll Management og et forskerteam fra RUC.
DannerVidens internationale arbejde
DannerViden arbejder også internationalt. Vi har i det internationale arbejde i øjeblikket særligt fokus på Mellemøsten.
Eksempler på aktiviteter i DannerViden
- Forskningsprojekt om familierelateret vold i familier med anden etnisk baggrund end dansk
- Foredrag og undervisning til fagfolk, fx sagsbehandlere, kriserådgivere, HR-personale og lærere
- Effekt-vurderinger af krisecentrets arbejde med voldsramte kvinder og børn
- Dialog-projekt med tre marokkanske organisationer, der arbejder med voldsramte kvinder
- Integrations-projekt med fokus på at iværksætte og dokumentere efterværn for voldsramte kvinder
DannerVidens produkter omfatter
- Formidlingsmateriale, fx foredrag og pjecer
- En webbaseret videns-database
- Workshops og Konferencer
- Artikler og kampagner
- Forsknings-publikationer