Pressen har ædt Danners kritik

Danners åbne brev til chefredaktørerne på Berlingske, Politiken, Ekstra Bladet, B.T. og Jyllands-Posten om pressens omtale af misbrugte børn gav fornem respons. Flere af de danske dagblade har lovet at tage kritikken til efterretning.

Af Nadine Lensborn, frivillig i Danner
Februar 2012

Sexmisbrugssager mod børn i Danmark har fyldt avisspalterne på print og net igen og igen de sidste mange år. Man har ikke engang selv behøvet købe en avis eller klikke ind på et nyhedssite for at få kendskab til detaljerne i disse sager. Ofte har de været klasket op med store typer på avisernes spisesedler, eller de er med lynets hast blevet delt på internettet.

Netop denne udpensling af detaljerne af misbrugte børns privatliv både på avisernes forsider, på nettet og i selve artiklerne fik sidste måned lederen af Danners krisecenter Helle Walsted Samuelsen og Danners kommunikationschef Maria Stetter Rubin til at gribe pennen og rette en appel til fem avisers chefredaktører. Appellen lød kort og godt: ’Misbrugte børn har krav på mediehensyn’.

Berlingske svarede hurtigt på kritik
Den første, som responderede på Danners debatindlæg, var Lisbeth Knudsen, Berlingskes chefredaktør. Hun skrev en kronik i sin egen avis kun tre dage efter (28/1) under overskriften ’Sårbare børn i mediemøllen’.

Knudsen startede med at påpege, at det er vigtigt, at sagerne om misbrug af børn omtales i medierne, fordi ”den skærpede opmærksomhed (på børns trivsel, red.) i kommunerne, i de politiske beslutningsniveauer, blandt pædagoger og lærere og naboer var ikke kommet uden en ganske betydelig medieopmærksomhed på disse tragiske sager.”

Men hun indrømmede også, at det er en svær balancegang, og hun opridsede selv pressens dilemma:

”Hvad kommer først? Hensynet til at undgå flere sager om misbrug af børn ved den store medieopmærksomhed som et effektivt forebyggende redskab og redskab til at alarmere politikere og myndigheder om behovet for en mere effektiv indsats – eller hensynet til barnets privatliv og sårbarhed i det konkrete tilfælde?”

I sit svar var Lisbeth Knudsen dog ikke et sekund i tvivl: ”Vi skal efter min mening tage opfordringen fra Danners Krisecenter alvorligt. Vi har her at gøre med nogle børn, som ikke selv har bedt om at komme i medierne”, skrev hun som et klart og kontant svar på Danners opråb.

Hun indrømmede, at hendes egen avis har bidraget med ”unødvendige detaljer”, hvor de senere valgte at trække artiklen tilbage og ændrede i indholdet. Og hun lovede endvidere: ”Vi kommer til i fremtiden at være meget opmærksomme på ordvalget og detaljeringsgraden i dækningen af disse sager.”

Politiken lyttede også til Danners kritik
Også Politiken var hurtige med et direkte svar (31/1). Politikens chefredaktør Bo Lidegaard proklamerede til Danners favør: ”Vi behøver ikke kende alle detaljerne”. Han indrømmede, at Danners debatindlæg gav anledning til selvransagelse og vedkendte åbent, at selvom Politiken altid overholder eventuelle navneforbud, så har avisen ”både på tryk og på politiken.dk gengivet nogle af de frygtelige detaljer, der er kommet frem i de verserende retssager.”

Bo Lidegaard gav også Danner ret i deres kritik, når han skrev, at ”der kan være en pointe i, at formidlingen af disse detaljer i sig selv kan udgøre endnu et overgreb – også selv om det naturligvis aldrig er hensigten. ”

Som konkret svar til Danner, skrev Lidegaard mod slutningen i sin leder:

”Derfor er svaret på brevskrivernes spørgsmål en skærpelse af Politikens praksis på dette felt. Fremover vil vi i vores dækning bruge netop det efterlyste ekstra minut på at overveje en ekstra gang, hvor detaljeret vi gengiver enkeltheder i sådanne overgreb. Sagerne og de principielle problemstillinger, de rejser, vil vi naturligvis fortsat dække løbende. Men der er tilfælde, hvor hensynet til ofrene må veje tungest. Det er ikke alt, vi behøver vide.”

Fra Politiken til journalisternes fagblad
Bo Lidegaard udtalte sig samme dag (31/1) til journalisten.dk. Både om sit svar til Danners kritik og om behovet for selvjustits blandt de danske medier vedrørende detaljeret dækning af sager om misbrugte børn. Her fastholdte han, at Politiken vil medtænke større hensyn til det krænkede barn i deres formidling. Samtidig formulerede han meget konkret, hvorfor detaljerne kan være vigtige at få med, og at de ikke bare bunder i en sladderlysten læserskare:

”Man kan i mange tilfælde argumentere for, at detaljerne ikke er vigtige. Men når anklagemyndigheden i nogle sager kræver meget hårde straffe, så hænger det sammen med, at forbrydelserne er af hård karakter. Og det er vigtigt, at læseren forstår, hvor grove de er. Derfor er der en interesse i, at vi som avis fortæller læseren, hvor hårde krænkelser der er tale om.”

Lidegaard afsluttede dog (igen) med ordene ”Bare ikke nødvendigvis alt.” Og dermed slog han igen fast, at Politiken også vil bruge et ekstra minut på at overveje, om det nu er oplysninger, læseren reelt har behov for. Netop som Danner efterlyste i sit debatindlæg.

Maria Stetter Rubin og Helle Walsted Samuelsen er meget glade for pressens svar på Danners kritik:

”Det er klart, at vi håbede på at komme i dialog med chefredaktørerne. Derfor skrev vi også debatindlægget som et åbent brev med direkte henvendelse til fem avisers chefredaktører. Men vi havde ikke turde håbe på, at der ligefrem var to, som tog emnet op i deres ledere. Vi er meget glade for, at medierne støtter Danner i vores budskab,” siger Maria Stetter Rubin og Helle Walsted Samuelsen fra Danner.

Læs Danners åbne brev på berlingske.dk og på Magasinet Danner her.

Kvinders valg i USA: staffage eller førstedame

For fire år siden var det feministiske miljø i USA fyldt til bristepunktet af spænding: Ville Hillary Clinton bryde glasloftet og indtage verdens mest magtfulde job? Det endte som bekendt med Sarah Palin som republikansk vicepræsidentkandidat, og i det nuværende primærvalg er der slet ingen kvinder tilbage.

USA’s VALG 2012

Kronik af Annegrethe Rasmussen, cand.scient.pol. med speciale i international politik
Februar 2012

WASHINGTON DC  - “Og når vi vender tilbage efter reklamerne, vil jeg spørge jer alle: Hvorfor vil netop din hustru være oplagt som førstedame. Hvad kan hun berige Det Hvide Hus med?”

Sådan lød det på CNN for nogle uger siden i en af de mange paneldebatter mellem de tilbageværende republikanske kandidater til posten som partiets præsidentkandidat. Den mandlige moderator stillede spørgsmålet til Ron Paul, Mitt Romney, Newt Gingrich og Rick Santorum.

Sidstnævnte svarede, at hans hustru var hans livs “helt”, og at hun som moder og “homemaker” (en term som i USA stort set har erstattet termen ”housewife,” der i vores dage har fået en lettere nedladende konnotation) ville være en gevinst overalt, og at hun som mor til et handikappet barn ville have en følsomhed og forståelse over for familier med børn, der krævede særlig opmærksomhed.

Mitt Romney svarede nærmest det samme og tilføjede, at hans hustru gennem 42 år havde overlevet og var kommet ud af kampen mod først multipel sclerose og siden brystkræft.

Ron Paul svarede simpelt hen, at hans bedre halvdel havde været ved hans side altid, og at de skulle fejre deres 55 års bryllupsdag ugen efter. Det var svar nok, forstod man. Den sidste mand på skansen, Newt Gingrich, svarede, at hans 23 år yngre Callista ville tilføre embedet som førstedame en “kunstnerisk dimension”. Callista Gingrich har lige udgivet en børnebog og er i øvrigt chef i Gingrich Productions.

Førstedamen som institution
Lad ligge her, at spørgsmålet føles sært og utidssvarende i en dansk sammenhæng – det er et faktum, at førstedamerollen findes i USA og spiller en rolle. Men det er ikke det samme som at sige, at den er nem at besidde. Tværtimod bliver den sværere og sværere, og den føles også i USA som en anakronisme. Michelle Obama er langt fra den første, som har kæmpet med at finde sig til rette i den.

Mest velkendt er utvivlsomt Hillary Clintons nederlag som ”politisk aktiv førstedame,” da det første demokratiske forsøg på en sundhedsreform led nederlag (”Hillarycare”). Men USA’s politiske historie er proppet med beretninger om mere eller mindre lykkelige, ulykkelige, magtesløse eller magtfulde af slagsen. I en ny bog ’The Obamas’ af Jodi Kantor nævner forfatteren flere berømte – Pat Nixon, Betty Ford, Eleanor Roosevelt og naturligvis Hillary.

Der er ingen tvivl om, at rollen har været meget vanskelig for Michelle Obama, der havde svært ved at finde sig til rette i starten i Det Hvide Hus, hvor sikkerhedsforanstaltningerne, isolationen og den kolossale medieinteresse er enorm. Men dertil kommer, at den ellers ambitiøse og perfektionistisk indrettede Michelle med en lang, egen karriere bag sig skulle finde en rolle i samspillet mellem ægtemandens stab i The West Wing og hendes i The East Wing.

Rollen som præsident er så presset, så travl, så tung og så opslugende, at staben for præsidenten som oftest udelukkende har ressourcer til at indtænke førstedamen som et redskab for præsidenten selv. Den rolle huede imidlertid ikke Michelle, der, ud over at have sin egen karriere, også var vant til at spille rollen som ”sparringspartner”, skriver Kantor. I bogen er der morsomme beskrivelser af, hvor store anstrengelser hun gjorde sig for at slippe ud af traditionsrige damefrokoster i Kongressen. Men også sigende beretninger om, hvor ulykkelig man kan føle sig i et hus med 35 badeværelser, 132 rum fordelt på seks etager, hvor man ikke kan gå med sine døtre i byen, ikke kan smutte ned i boghandlen for at købe en bog, ikke kan drikke en kop kaffe på Starbucks, ja, hvor hvert eneste skridt, man tager, skal planlægges med en stab og godkendes af Secret Service.

Det fatale, forsmåede eller fraværende køn
Men hvorfor overhovedet diskutere ”førstedamer”, når man kunne diskutere de kvindelige politikere i stedet. Svaret er – som mange vil vide – at der ikke er nogen kvindelige kandidater tilbage i dette års præsidentvalgkamp.

Den eneste, som forsøgte sig på posten i år, var det højreligiøse medlem af Repræsentanternes Hus, Michelle Bachmann. Hun har tidligere i sin karriere slået fast, at kvindens stilling i ægteskabet indebærer, at hun skal adlyde sin mand. Ja, hun gik endda så langt som til at sige, at det var Guds påbud, at hun skulle involvere sig i politik og ægtemanden Marcus, der sendte hende ind i spillet. Så hendes kandidatur kunne af indlysende grunde ikke anspore til samme begejstring i ligestillingsmiljøet i USA.

Andre kvinder, som har haft indflydelse, er de forsmåede af slagsen. Først bragte flere kvinder den håbefulde pizzakonge Herman Cain til fald efter at træde frem med beretninger om sexchikane. Det var i december 2011.

Herefter fulgte, i januar 2012, Newt Gingrichs eks-hustru, Marianne, som lod sig interviewe til tv-stationen ABC samt avisen Washington Post. Hun fortalte, hvordan Gingrich først havde bedraget hende i seks år med sin sekretær (den nuværende Callista Gingrich), og hvordan han til sidst havde anmodet hende om ”et åbent ægteskab”. Det sagde hun nej til, og parret blev skilt.

Michelle Obama ved primærvalget i Houston Texas i 2008 & Hillary Clinton efter hun vandt det demokratiske primærvalg i New Hampshire i 2008.

Drømmen om Hillary
Set med ligestillingsbriller er det svært at bevare optimismen, og det synes at være lysår siden, Hillary Clinton stillede op til nomineringen som demokraternes præsidentkandidat ved sidste valg.

Dengang var der ingen grænser for glæden blandt politisk interesserede kvinder i USA over  muligheden af, at en kvinde måske stod over for at overtage verdens mest magtfulde embede for første gang nogen sinde – en glæde, der rakte langt ind i det republikanske partis spindeside. Jeg skrev, da hun trak sig, en artikel om fænomenet i min avis, Information, som man kan læse her.

Som bekendt gik det ikke sådan. I stedet brød amerikanerne en anden barriere på minoritetsfronten – og endda én, der statistisk havde endnu ringere vilkår, hvis man ser på fordelingen i Kongressen (der er 541 medlemmer, heraf er 90 kvinder og blot seks sorte): Vælgerne sendte USA’s første afroamerikanske eller sorte præsident ind i Det Hvide Hus. Og muligvis netop derfor blev skuffelsen ikke så kraftig i de liberale (forstået som venstreorienterede) miljøer. Det var og er svært at brokke sig over den manglende kvinde, når man har fået den manglende sorte, kan man groft sagt opsummere  … for nu at være en anelse politisk ukorrekt.

Men alene det at Clinton havde forsøgt sig – og endda var favorit – fik de politiske kvinder til at glæde sig. Bøger blev skrevet, seminarer afholdt, diskussionerne florerede og forventningerne steg – forventninger om, at et glasloft var gennembrudt, og at ”Clinton-effekten” under alle omstændigheder ville føre til nye, forbedrede vilkår for kvinder i amerikansk politik.

Nye stjerner?
Sådan er det så, som beskrevet, bare ikke gået. Og for dem, der drømmer om, at Hillary vil forsøge sig igen i 2016, er svaret, at det ikke virker sandsynligt. Den nuværende udenrigsminister er super-kompetent, derom er der ingen tvivl. Men hun har for nyligt selv erklæret, at hun føler sig træt og udmattet, og at der kommer en tid i enhver toppolitikers liv, hvor det er på tide at lave andre ting. Det kan man ikke bebrejde hende. Men det tyder på, at USA’s feminister må finde sig et andet idol.

Og her er der unægteligt langt mellem snapsene. Den mest populære kvinde på venstrefløjen lige nu er kandidat til Senatet fra Massachusetts, professor Elizabeth Warren, der imidlertid skal vælges først. Den veltalende akademiker er dertil en politisk novice.

En anden mulighed er formanden for det demokratiske parti, Debbie Wasserman Schultz, der også er medlem af Kongressen for Florida. Nancy Pelosi, der formelt som leder af det demokratiske mindretal i Repræsentanternes Hus er en stærk politiker, men forhadt i store dele af USA. Dertil er hun ikke helt ung (71 år), om end amerikanerne faktisk udmærker sig ved et næsten totalt fravær af aldersdiskrimination i både politik og erhvervsliv. Noget vi kunne lære af i Danmark.

Fotos: Michelle Obama ved primærvalget i Houston Texas i 2008. Foto: Tim Bekaert &
Hillary Clinton efter hun vandt det demokratiske primærvalg i New Hampshire i 2008. Foto: Wikimedia commons.

Misbrugte børn har krav på særlig medieetik

Kære chefredaktører på danske dagblade,
Kære Lisbeth Knudsen, Poul Madsen, Olav Skaaning Andersen, Bo Lidegaard og Jørn Mikkelsen.

De seneste uger har der været massivt fokus på misbrug af børn i jeres aviser. Alene i løbet af sidste uge er der kommet tre nye sexmisbrugssager mod børn frem i lyset. Detaljerne vælter frem i rubrikkerne, i underrubrikkerne, i spalterne, den ene mere afskyvækkende og ufattelige detalje end den anden. Vi finder denne detaljeringsgrad dybt problematisk. Og det er ikke kun i denne uge. Tænk bare på fx Tønder, Brønderslev, Esbjerg, Mou og Mern.

Hvert femte barn er udsat for vold i Danmark. Det er et faktum og budskab, som vi som organisation har et stort ønske om bliver belyst så meget som muligt. Vi er afhængige af og taknemmelig for, at danske medier vil beskæftige sig med historier, der belyser omfanget af vold i nære relationer i Danmark. Dermed bidrager medierne også til at aftabuisere et emne, som ellers i mange år har levet et trygt liv i skyggen af mange danskeres bevidsthed.

Bag jeres avisartikler gemmer sig menneskelige tragedier, og bag ved hver historie står der børn tilbage, hvis barndom aldrig fik lov at være fri og ubekymret. De oplevede det værste svigt, et barn kan udsættes for.
Hvert og et af disse børn er vokset op i familier, hvor forældrene ikke har magtet at forholde sig til deres børns basale rettigheder og behov – for slet ikke at tale om, at de voksne ikke har haft respekt for barnets perspektiv. Sat på spidsen kan man sige, at I – chefredaktørerne på landets dagblade – gør præcis det samme. Det svigt, som børnene har oplevet i familien, oplever de nu på forsiden af spisesedlerne, og detaljerne fra traumer i deres barndom kan for altid findes på nettet, deles på Facebook og granskes yderligere. Der er tale om detaljer, der i princippet kun burde formidles i en retssag. Men børnenes nærmiljø får nu al tænkelig viden om misbrugets omfang i spalterne, og der er nok sensationsstof til at diskutere det i den lokale brugs og over hækken. Detaljerne om krænkelserne bliver transformeret til underholdning på baggrund af børnenes tragedier. Det hjælper ikke lige frem på børnenes helingsproces.

Et menneske, og i særdeleshed et barn, som har været udsat for traumatiske oplevelser, har brug for at identificere og udvikle andre fortællinger om sig selv, så barnet kan hjælpes fri af traumernes fortsatte negative indflydelse på dets liv. Når børnene ser og hører deres traumer blæst op til vilde overskrifter, bliver børnene fastholdt i denne position. Den uforudsigelige og dramatiserede mediedækning gør det umuligt at etablere et sikkert territorium for et barn, der har været udsat for traumatiserende oplevelser, som eksempelvis de seneste ugers incestsager. Det kan øge risikoen for, at barnet defineres af traumet og dermed som offer.
Der er stor sandsynlighed for, at barnet traumatiseres på ny.

Barnet oplever med rette, at ej heller omverdenen magter at beskytte det, når naboer, skolekammerater, lærere og pædagoger, læger og psykologer, pludselig har fået mangt en detalje om misbruget, inden barnet selv har fået lov at fortælle. På den måde bliver børnene og deres historier allemandseje. At kende grænserne for, hvad andre ved om dem som individer, er for altid brudt.

Vores ærinde er ikke, at I som medier ikke skal beskæftige jer med sagerne. Selvfølgelig skal I det. Vores kritik går på, at I bør overveje, for hvis skyld sagerne skal udpensles i så udførlig en grad, som tilfældet er.

Hvorfor skal læseren ned i detaljer fx oplyses om, hvordan en voldtægt af et lille barn er foregået?
Hvad bidrager detaljerne med?
Hvilke overvejelser gør I jer i forhold til beskyttelsen af ofrene?
Hvad gør det ved os som mennesker at svælge i drama og menneskelig lidelse?

Vi er ikke et sekund i tvivl om, at artiklerne skrives af journalister på jeres redaktioner, som er oprigtigt optagede af sagerne og indignerede på børnenes vegne. Vores håb er, at næste gang journalisten får nye dramatiske detaljer fra en kilde eller særdeles sårbare oplysninger fra et anklageskrift, at der bliver brugt et ekstra minut på at overveje, om det er oplysninger, læseren reelt har behov for? Er det ikke nok at formidle, at der er endnu en sexmisbrugssag i vælten? At børnene har været udsat for mishandling? Disse ord alene bringer vel rigeligt af indre billeder på læserens nethinde. Er detaljerne virkelig så vigtige? Hvorfor?

Der er gode grunde til, at retssystemet indimellem vælger at holde dørene lukket i retssager. Man ønsker fx at tage størst muligt hensyn til ofrene. Det samme hensyn burde medierne i højere grad vise børnene i disse sager.

Bedste hilsner

Helle Walsted Samuelsen, leder af Danners Krisecenter
Maria Stetter Rubin, kommunikationschef i Danner

www.dannerhuset.dk

Ovenstående henvendelse fra Danner til de danske dagblade fremstår her i uredigeret form, som den blev sendt til de respektive medier.

Læs også artiklen “Pressen har ædt Danners kritik”, der opsummerer dagbladenes reaktioner på Danners henvendelse.

Børn på flugt

Danmarks Indsamling 2012 gik til at hjælpe børn på flugt. Og med de seneste tal fra den internationale organisation FN falder pengene på et tørt sted.

Af Mette Vinther, Frivillig i Danner
Februar 2012

Årets Danmarks Indsamling løb af stablen 3. februar og skaffede mere end 87 millioner kr. Denne gang var temaet ’Børn på Flugt’, og pengene fra indsamlingen skal nu fordeles mellem 12 humanitære organisationer, som hver især vil lave et projekt, der skal hjælpe børn på flugt. Projekterne kommer til at foregå i 10 afrikanske lande og handler om forebyggelse af og støtte til børn på flugt. Derudover skal projekterne og pengene hjælpe børn og deres familier med at få en ordentlig tilværelse, efter de har været på flugt.

Et synligt behov
Man forstår godt, at Danmarks Indsamling har valgt at fokusere på børn på flugt. Den seneste rapport fra den internationale organisation FN viser, at i 2010 var omkring 43,7 millioner mennesker på verdensplan fordrevne. Omkring 10 millioner af disse lever i Afrika syd for Sahara, hvilket er en af verdens fattigste regioner. Og omkring halvdelen, altså omkring fem millioner, er børn.

I FN-regi bruger man forskellige betegnelser for flygtninge, idet der skelnes mellem ”internt fordrevne flygtninge” og ”flygtninge på tværs af landegrænser”. FN skelner altså imellem flygtninge, som er fordrevet fra deres hjemegn, men som stadig opholder sig inden for hjemlandets grænser, og så flygtninge som er fordrevet til andre lande.

FNs rapport viser dog ”kun” den globale tendens i 2010. Derfor er følgerne af humanitære kriser som krigen i Libyen, hungersnøden på Afrikas Horn og naturkatastrofer i 2011 ikke regnet med. Især skabte krigen i Libyen og hungersnøden i Afrika flygtningestrømme af mennesker, som ville væk fra brændpunkterne. De mange mennesker skal lægges oveni de 43,7 millioner!

Louise Wolff spejler sig. Foto: Line Grove Hermansen

Hvordan skal pengene bruges?
På den officielle hjemmeside for Danmarks Indsamling skriver arrangørerne:

”Børn på flugt er den allermest udsatte gruppe overhovedet. Børn uden et hjem lever oftest i ekstrem fattigdom. De kommer ikke i skole. De dør af simple sygdomme. Og børnenes chancer for på sigt at klare sig og opbygge en fremtid for sig selv og deres land er uendelige små, så længe de er på flugt. Med 12 konkrete projekter sætter Danmarks Indsamling ind i 10 afrikanske lande. Børn skal ikke flygte. De har brug for et hjem, hvor de kan vokse op i tryghed.”

De mange penge fra indsamlingen skal således bruges på at etablere boliger, uddanne tidligere børnesoldater, skaffe akut nødhjælp til de mange flygtninge, som stadig sulter på Afrikas Horn, og generelt forbedre levevilkårene for fordrevne grupper. En stor del af pengene skal også bruges på at nå FNs mål for 2015, som går ud på at halvere fattigdom, sikre skolegang for alle børn og mindske børnedødeligheden.

De 12 deltagende organisationer i Danmarks Indsamling er: Dansk Røde Kors, BØRNEfonden, Red Barnet, UNICEF, Læger uden Grænser, ADRA Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, CARE DANMARK, IBIS, SOS-Børnebyerne, Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp.

Du kan læse mere om børn på flugt på FNs hjemmeside.

Du kan også læse mere om Danmarks Indsamling på www.danmarksindsamling.dk.

Foto: Jonatan Jerichow og Line Grove Hermansen

Blondinen over dem alle

Legendendarisk. Storforbruger af mænd. Uintelligent. Besværlig. Egoistisk. Opmærksomhedskrævende. Kynisk. Sindssyg. Smuk. Godhjertet. Svigtet. Udnyttet. Naiv. Rastløs? De fleste har deres mening om Marilyn Monroe. Men hvem var mennesket Marilyn Monroe egentlig?

Af Mette Vinther, Frivillig i Danner
Februar 2012

Marilyn Monroe blev født 1. juni 1926 af Gladys Baker. Navnet på fødselsattesten siger, at Marilyn Monroes fødenavn var Norma Jean Mortenson, men hun blev døbt Norma Jean Baker. Forvirrende? Ja, men det skulle vise sig at være kendetegnende for Norma Jean – senere kendt som Marilyn Monroe.

Moderen, Gladys Baker, var gift med Martin Mortenson, men de gik fra hinanden, før Marilyns fødsel, og senere hævede Gladys Baker, at Marilyns biologiske far var Charles Gifford. En påstand, som Charles Gifford altid benægtede. Med andre ord – Marilyn voksede op uden at kende sin biologiske far. I det hele taget havde hun en ganske turbulent opvækst. Både hendes mor og mormor havde svære mentale problemer, og Marilyn levede skiftende tilværelser hos en plejefamilie, sin mor, sin mors veninde og i en periode også på børnehjem.

Marilyn Monroe 1962 og Norma Jean Dougherty, før hun blev til Marilyn Monroe, 1945.

Marilyn og mændene
Marilyn blev første gang gift som 16-årig. Dette var mere for at undgå at komme på børnehjem end af kærlighed. Marilyn skulle senere gifte sig endnu to gange, med henholdsvis baseballstjernen Joe DiMaggio og forfatteren Arthur Miller. Hun indgik i alt tre ægteskaber, og alle tre endte i skilsmisse. Trods flere forsøg lykkedes det aldrig Marilyn at gennemføre en graviditet, og hun forblev barnløs indtil sin død i 1962.

Trods et image som en ”mandeæder”, var Marilyn faktisk ikke synderligt interesseret i mænd og sex. Forfattere til biografier om hende hævder derimod, at hun snarere søgte en slags faderfigur, som kunne give hende tryghed og stabilitet i tilværelsen.

Mange rygter gik på, at Marilyn var en løsagtig tøjte, som havde affærer med både den amerikanske præsident John F. Kennedy og dennes yngre broder, Robert. Hun var gode venner med Robert, og hun havde efter sigende også en engangsaffære med præsidenten. Men en egentlig længerevarende affære med nogen af dem er aldrig blevet bevist. Marilyn havde faktisk ganske få forhold til mænd, og det var ikke fordi, hun manglede tilbud. Selvom hun lukrerede på et sexet image, var hun tilbageholdende med at involvere sig.

Karrieren
Der verserer utallige rygter om, hvordan Marilyn Monroes karriere begyndte og blev holdt i live. Der lader dog til at være generel enighed om, at hun lagde ud som fotomodel og senere fik små roller i forskellige film. Efterhånden som hun udviklede sit skuespil og voksede sig endnu smukkere, fik kollegaer og filmselskaber øjnene op for den veldrejede blondine.

Trods sit image som ”smådum blondine” var Marilyn Monroe en dygtig og professionel skuespiller, som hele tiden forsøgte at udvikle sig. Det fik filmselskabet 20th Century Fox da også at mærke, da Marilyn begyndte at afvise stereotype blondine-roller og i stedet begyndte at ønske mere seriøse roller.

Marilyn havde imidlertid et særdeles anstrengt forhold til 20th Century Fox. Hendes kontrakt var ikke synderlig fordelagtig før indtil sent i karrieren, og forholdet blev ikke forbedret af Marilyns utilregnelige opførsel. Hun kom ofte for sent til optagelser, meldte sig ofte syg, blev væk i flere dage, og filmselskabets tålmodighed blev flere gange sat på en alvorlig prøve.

Den seneste film om Marilyn, ’My Week With Marilyn’, illustrerer dette karaktertræk ved hende ganske godt. Alligevel var Marilyn ganske populær blandt sine kollegaer. Måske fordi hendes talent for skuespil aldrig fornægtede sig, og måske fordi hun var et sødt menneske, som aldrig var uforskammet eller grov mod sine omgivelser. Hun mødte ofte stor opbakning fra sine kollegaer, når filmselskabet truede med fyring og økonomiske konsekvenser.

Marilyn Monroe i filmen "Gentlemen Prefer Blondes" fra 1953 (20th Century Fox movie)

Var hun sindssyg?
Men hvorfor var Marilyn så utilregnelig? Nogle af hendes kritikere hævder, at det var lutter stjernenykker, som gjorde hende vanskelig at arbejde sammen med. Andre hævder, at det snarere var hendes families problemer med mental sygdom, som spillede en stor rolle.

Både Marilyns mor og mormor var psykisk syge, og det hævdes, at Marilyn var meget bekymret for, om hun også skulle blive det. Marilyn opsøgte forskellige læger, som kunne udskrive medicin til hende. Hun havde et stort forbrug af sovemedicin, som førte til, at hun tog opkvikkende medicin for at være frisk. En ond spiral for en kvinde, som skulle præstere, og som i øvrigt havde høje forventninger til sig selv.

Medikamenterne skulle også vise sig at blive Marilyns død. Hun blev fundet død 5. august 1962, og den officielle dødsårsag var en overdosis af sovemedicin. Hendes død kom som et chok for omverdenen, og utallige rygter spekulerer stadig i, at Marilyn blev myrdet, og at Kennedy-brødrene var involveret.

Efter Marilyns død
At Marilyn den dag i dag stadig skinner igennem siger meget om hende. Hun var i sandhed en stjerne, og der har endnu ikke været en kvindelig filmstjerne, som tåler sammenligning. Hendes status som legende kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Og trods det, at hun døde for 50 år siden, beundres hun stadig af mænd og kvinder i alle aldre.

Bøger om Marilyn Monroe:
’Marilyn Monroe – Den Komplette Biografi’ af J. Randy Taraborrelli
’Historien om Marilyn Monroe’ af Mike Evans
’Marilyn Monroe’ af Cindy De La Hoz
’Fragmenter’ af Marilyn Monroe

Fotos: wikimedia commons Marilyn 1, Marilyn 2, Marilyn 3.

Den svære vej fra hetero-nørd til lesbisk cool

Siv er lesbisk, Lukas er homoseksuel, og det er bestemt ikke nemt – slet ikke, når man også er teenager. Til gengæld er det en sjov fornøjelse at følge de to som proforma-heteroseksuelle i Sanne Søndergaards roman ’Proforma’. Liv og Lukas’ forsøg på at presse sig ind i stereotype kønsroller for at blive lykkelige er selvfølgelig dømt til at mislykkes …

Af Nadine Lensborn, frivillig i Danner
Februar 2012

Siv bøvler med identiteten. Hun har aldrig været særlig populær – snarere totalt usynlig som en ægte anti-social bognørd. Men allerede i linje seks i Sanne Søndergaards roman ’Proforma’ slås bogens egentlige tema an: Jeg er til piger!

Så hvordan navigerer man i et heteroseksuelt univers, når man er 16 år og lesbisk, men egentlig bare gerne vil accepteres og være ”normal”? Det er, kort fortalt, den røde tråd i ’Proforma’ tilsat Søndergaards humor i ekstra stærk form.

Ny start, nye roller
Det centrale skift fra folkeskole til gymnasium bliver hurtigt til en logisk åbenbaring for hovedpersonen Siv og hendes homoseksuelle ven Lukas. De øjner begge en kærkommen mulighed for at undslippe de offer-roller, de begge har måtte kæmpe med i folkeskoletiden. Især Lukas har et hedt ønske om at undslippe ”bøsse-prædikatet”, selvom det ikke desto mindre er det, han er. Skildret med ikke så lidt charme.

Lukas og Siv bilder sig begge ind, at de vil kunne blive meget lykkeligere og populære, hvis de bare var hetero´er som alle andre. Derfor påtager de sig rollerne som kærester som ren proforma. Men så let er livet selvfølgelig ikke …

En af Lukas´ gamle plageånder, Emma Langelemma, starter også på det nye gymnasium, og selvom hun umiddelbart køber ideen om Lukas´ hetero-identitet, vibrerer spørgsmålet konstant hos Siv: Hvornår vil maskerne krakelere?

Som læser er det nemt at få sympati for både Siv og Lukas og deres ønske om accept. Hele gymnasieuniverset med dets daglige intriger, sladder, mobning, fester og druk forekommer at være lidt søgt for en ungdomsroman. Omvendt gør det bogen til en let fordøjelig ”coming of age”-historie om en pige, der går fra at være hetero-nørd til cool lesbisk.

Stereotype kønsroller og dialoger med kant
Søndergaard mestrer at skrive dialoger med kant, som hæver sig op over normen, og det (næsten uundgåelige) kønsstereotype persongalleri.

Det udgøres eksempelvis af skolens mest populære og smukke, men selvfølgelig også irriterende bitchy overklasseløg, Emma, som er bannerfører i pigekliken. Emma er perfekt skildret som stereotyp superfeminin sminkedukke, dramaqueen og (usikker) højrøvet persona i ét. Hun bliver et spejl for Sivs seksualitet og våde drømme og senere dimentral modsætning til Sivs udvikling til en mere selvsikker og stærk personlighed, der kan stå imod Emmas manipulationer.

Sanne Søndergaard får fortalt en sjov og original historie om homoseksuelle, der kæmper med samme teenageproblemer som alle andre samtidig med angsten og lysterne forbundet med det at springe ud. Den slags historier er der stadig for få af i dansk litteratur. Nærmeste sammenligning er Bente Clods Ursula i ’Body Effexts’ og ’Body Tactics’.

Romanens måske vigtigste pointe er, at man i sidste ender vinder mest på bare at være sig selv. Hvilket selvfølgelig er langt nemmere sagt end gjort i de umulige teenageår.

Anmelderen giver tre ud af fem kamptegn.

Sanne Søndergaard:
Proforma,
Gyldendal 2011,
255 sider

Teenagemuslim på slap line

Det er svært at være en ung teenagepige lige meget hvad. Men oven i købet at være muslim i Danmark komplicerer tingene en del. Baba er begge dele. Hun drømmer om at få succes som forfatter og om at kunne gå i bikini som alle andre danske piger. Kristina Aamand sætter med fantastisk humor i ungdomsromanen ’Baba Habib – Perker på pletten’ fokus på, hvad det vil sige at være en kvindelig andengenerationsindvandrer i Danmark.

Af Tine Friis Kelstrup, frivillig i Danner.
Februar 2012

Baba har teenagedrømme ligesom alle andre unge piger. Problemet for Baba er, at hun har en muslimsk baggrund, og det begrænser hendes muligheder. For hvordan balancerer man som ung kvinde den danske og den muslimske kultur?

En af Babas største drømme er at give den gas som bikinibabe på en solbeskinnet strand ved det turkisblå hav. Hun længes efter at kunne klæde sig ligesom vestlige piger, men det er klart, at hendes muslimske forældre har en anden opfattelse af, hvordan hun skal klæde sig. Da hun endelig får lov til at gå til svømning i forbindelse med skolen, er det i burkini (kombination af burka og bikini), hvilket er både pinligt og ydmygende.

Vigtig kulturdebat
Med en helt fantastisk humor udvikler Kristina Aamand de mest bizarre og absurde situationer, der på bedste komiske vis beskriver mange aspekter af, hvad det vil sige at være dansk uden rigtigt at være det. Baba vikler sig ind og ud af utrolige situationer, som får læserne til at vride sig af grin, men det giver også stof til eftertanke. For det kan være svært som kvinde eller ung pige at skulle bevæge sig mellem dansk og muslimsk kultur, mellem ghetto og resten af samfundet – og hvordan takler man lige myndighedernes fordomme til ens etniske minoritet?

’Baba Habib – Perker på pletten’ er et vigtigt indlæg i kulturdebatten, netop fordi den belyser, hvad det vil sige at være ung muslimsk pige i en vestlig kultur.

Anmelderen giver tre ud af fem kamptegn.

Kristina Aamand:
’Baba Habib – Perker på pletten’
Gyldendal, 2011
247 sider

Project Unbreakable er en blog, hvor voldsudsatte kan vise et billede af dem selv med et citat fra deres krænker.

Just go back to sleep står der på det stykke papir, en pige holder op foran sit ansigt. Billedet er et af de mange fotografier, der er blevet delt på bloggen Project Unbreakable, siden dens begyndelse i november 2011.
Ved at dele et fotografi af dem selv og de ord, der var en del af krænkerens misbrug eller overfald, kan både mænd og kvinder bryde tavsheden som kendetegner seksuelt misbrug. Fotografiet af krænkerens ord, skal tage magten fra de ord, der engang blev brugt mod de voldsudsatte.

Et projekt for hele verden
Det er den 19-årige fotograf Grace Brown fra New York, som tog initiativ til projektet i 2010. En veninde fortalte Grace Brown, at hun havde været udsat for seksuelt misbrug. Grace Brown fotograferede veninden med et citat fra hendes krænker, og de valgte at lægge billedet på nettet, for at skabe bevidsthed om seksuelt misbrug. Kort tid efter begyndte Grace Brown at modtage mails fra andre, der havde været udsat for misbrug, og gerne ville dele deres historie.

I dag deler kvinder og mænd, piger og drenge fra hele verden deres fotografier og historier på Project Unbreakable.

”Det er aldrig for sent at skrive sin historie”

Lisbeth Zornig Andersen fortæller i erindringsbogen ’Zornig – Vrede er mit mellemnavn’ den barske historie om sin egen barndom. Magasinet Danner har taget en snak med forfatteren og Børnerådsformanden om, hvordan det er at dykke ned i de voldsomme minder, og hvorfor det er så vigtigt.

Af Anne-Katrine Runz-Jørgensen, frivillig i Danner
Januar 2012

Da Lisbeth Zornig Andersen gik i gang med at skrive erindringsbogen ’Zornig – Vrede er mit mellemnavn’, havde hun oprindeligt to hovedformål med historien om sin hårde barndom. For det første ville hun udbrede kendskabet til en del af Danmark, der er ukendt for de fleste. Dernæst ville hun opstille et spejl for de mennesker, der har været udsat for det samme som hende selv.

Et andet Danmark
”Jeg vidste, at min historie ville være god til at give sagsbehandlere, skolelærere og psykologer et indblik i en verden, de ikke kender. Dem, man forventer, skal reagere, når et barn mistrives,” fortæller Lisbeth Zornig Andersen.
Hun var klar over, at den del af Danmark, hun i bogen beskriver, ligger fjernt fra den verden, de fleste vokser op i. Hun var til tider bange for, om folk ville tro på hendes historie, og havde derfor et kamerahold med rundt for at dokumentere de ting, hun fandt ud af. Optagelserne vil senere blive brugt i en dokumentarfilm.

Lisbeth mener, at det er vigtigt, at kendskabet til denne side af det danske samfund udbredes, og hun påpeger, at noget, der kan gå galt i sager om omsorgssvigt, er, at sagsbehandlere simpelthen har svært ved at forestille sig, hvor slemt det kan være.

”Hele systemet omkring de her familier skal virkelig forstå, hvad det er, der foregår. Det kan sådan nogle historier som min være med til at give nogle billeder af,” siger hun.

Masser af genkendelse
Lisbeths  andet formål med bogen var at opstille et spejl for de mennesker, der har haft en opvækst, der minder om hendes.

”Det formål er simpelthen blevet opfyldt til fulde. Min mailbakke og min Facebookprofil er blevet oversvømmet med mails fra især kvinder, men også mænd, der har haft sådan en opvækst. Der er masser af genkendelse, og det er måske noget af det, jeg er allermest glad for. Også fordi det er vigtigt for mig at vide, at der er andre som mig derude.”

Den store tilbagemelding kom til en vis grad bag på Lisbeth Zornig Andersen.

”Jeg er overrasket over, hvor mange tilkendegivelser, jeg har fået fra mennesker, der har haft samme opvækst. Det er også enormt deprimerende. Mange af dem har aldrig fortalt noget til nogen, efter de er blevet voksne. Men gudskelov virker det også som om, mange af dem har klaret sig rigtig godt. Det hører vi ikke så meget om. Det er de færreste, der vil udstille sig selv, som jeg har gjort, når først livet kører.”

En kollektiv sorgproces
Selvom Lisbeth Zornig Andersen på forhånd havde to formål med at skrive sine erindringer, gik det undervejs op for hende, at der også var andre grunde. Selvom det kun tog hende et halvt år at skrive bogen, var det en hård oplevelse at dykke ned i de mange minder.

”Jeg har virkelig grædt mig igennem nogle kapitler. Og når min kæreste så har læst dem bagefter, så har han grædt sig igennem. Og så har min redaktør fået dem, og så har hun grædt sig igennem. Så det har været sådan en kollektiv sorgproces, men faktisk ekstremt forløsende,” fortæller hun.

Lisbeth mener, at arbejdet med bogen rent faktisk har haft en helende effekt på hende.

”Jeg vidste ikke, at det ville have en terapeutisk effekt, men det har det virkelig haft. Jeg tror aldrig, det er for sent at skrive sin historie. Uanset om den skal udgives eller ej. Den der proces med at græde med barnet og føle omsorg og vrede. Det, jeg savnede, at nogen gjorde dengang, det har jeg selv gjort nu, og mine omgivelser har gjort det med mig. Det har været enormt helende. Meget mere end jeg havde forestillet mig.”

At bekæmpe dæmonerne
Selvom Lisbeth Zornig Andersens historie er barsk, er den også på mange måder en solstrålehistorie om en pige, der på trods af en hård barndom formår at bryde den sociale arv. Hun er dog selv tilbageholdende med at fremstille sig selv som et mønstereksempel, og den hårde barndom påvirker hende stadig i dag.

”Jeg er langt fra fri. Jeg har virkelig nogle dæmoner, jeg kæmper med. Jeg synes, jeg har svært ved parforhold, jeg har svært ved at finde tryghed generelt. Jeg er vagtsom. I perioder er jeg mindre vagtsom end andre, men grundtonen er en vagtsomhed og en mistillid til andre mennesker, og en frygt for om de har dårlige motiver for at ville mig. På den måde er jeg ret utålelig,” fortæller Lisbeth.

Hun beskriver, hvordan hun har en konstant følelse af at være udenfor i stort og i småt, samt at det eneste tidspunkt, hvor hun ikke føler det, er når hun er sammen med sin familie. Lisbeth føler dog stadig, at der på dette område sker en udvikling, og at hun langsomt bliver bedre.

”Der hjælper sådan en bogskrivning også. Jeg får mere og mere selvindsigt, og har arbejdet meget med selvudvikling i min lederudvikling. At blive en god leder handler også om at finde ud af, hvor ens dæmoner er. Jeg synes faktisk, at jeg bliver bedre. Der er håb!”

Foto Henrik Petit og Jeppe Carlsen

Ih Guder!

Klumme

Af Lonni Krause, forfatter

Så sidder jeg over den obligatoriske flaske vin, mens månen er i sit kedelige, aftagende hjørne. Jeg snøvler med Bacchus om kærlighedens vildveje, og hvilke omveje man eventuelt kan tage, hvis man vil dyrke erotikken. Månen tager ingen omveje. Den cirkler bare rundt om Jorden. Jeg kunne jo bare tage en elsker. Det gør mange jo. Så ville mine cirkler ikke være så forudsigelige. Jeg er en frigjort ældre kvinde med menstruation hver anden måned. Aldrig når månen er fuld. Altid når den er halv. Det har Bacchus ingen forklaring på. Den venstre æggestok er tom. Den højre tror stadig på forplantningen. Hvorfor ikke udnytte den måned, der ikke bløder?, spørger Bacchus. Men jeg har endnu ikke vænnet mig til den nye cyklus. Og så hader jeg halvmåner. Jeg ved, at det er et spørgsmål om tid. Snart forsvinder alle æg, og så er jeg tørlagt. Månen mister sit greb i mig, og jeg falder ud af min rolle som fødedygtig kvinde. Derfor trøster jeg mig med Bacchus, den store vingud, som hedder Dionysos, hvis vi taler græsk. Men lad os nu holde os inden for rimelighedens grænse.

Bacchus og jeg starter altid med at samtale på klingende snøvl, når hans fantastiske kone, Afrodite, er gået i brædderne. Det ender med, at vi kommer ind på Priapus, deres fælles søn, som for resten er enormt nuttet, og så er han en guddom, der centrerer sit virke under bæltestedet. Egentlig noget, jeg mener, at jeg er vokset fra. Bacchus mener, at jeg har et dårligt selvværd, og at ældre kvinder kan få meget sjov ud af yngre mænd. Men jeg holder alligevel fast i, at min styrke er mere af åndelig art end kropslig.

Bacchus ser op til nutidens kvinde. Ingen er gamle, selvom de er 87, og ingen er unge, selvom de er 20. Alder er ikke et sort/hvidt foto, mere en undskyldning for at holde fødselsdagsfester og blive i den tro, at alting bare er en overgang.

Efter min første flaske Amarone er Bacchus forsvundet. I stedet sidder der en meget provokerende Priapus foran mig i sin bedste alder. Med sit supererigerede Jeg, slynger han benene om nakken på mig, så jeg får hår i munden, bevares, hvorfor er det kun kvinder, der barberer sig? Og da jeg endelig får lov til at bruge munden, er det, som om selveste Kina og Rusland har invaderet mit inderste, det er godt nok svært at få et ord indført, når Priapus fører organet og kører med klatten!

Mig: Pus, det er ærlig talt ikke sådan, jeg vil beruses, selvom du ligner en græsk guddom på en pik, undskyld, på en prik!

Priapus: Jeg er din redning. Din hedetur …

Mig: Ja, hedetur!

Priapus: … din avlskraft og håndlanger til en god sensuel alderdom! Jeg skal give dig obskøne billeder af Apollon, digternes hjælper, selvom Dionysos nok er mere din stil, med al den vildskab den dreng kan lukke ud.

Priapus strammer buen og fyrer pilen af, mens Apollon er med på en kigger. Den hedetur, der får lagenet til at dryppe af salte væsker, er guddommelig. Jeg må smile til solguden Helios, mens den Olympiske Ild brænder til evig tid, og Bacchus og Afrodite hælder vin og erotik i min krop.

Dagen derpå. Pletter på mit lagen. Vinrøde skvulp fra min livmoder. Grå-pæren i mit indre følger stadig den halve måne på himlen. Jeg er taknemmelig over at være en halv-lunken Luna.