Efter to års indsamling overrakte organisationen Ladies Circle i lørdags en check på hele 358.464,79kr til Danners arbejde med at forhindre vold i nære relationer

De sidste to år har 1.500 medlemmer af Ladies Circle fra hele landet arbejdet sammen om at realisere deres idéer til, hvordan de kunne rejse penge til Danners arbejde. De har bl.a. været på jagt i skuffer og gemmer efter familiens bedste lagkageopskrifter. Efter at opskrifterne var støvet af og afprøvet, blev de samlet i en fantastisk lagkagebog. Indtægterne fra salget af bogen er blot ét af de kreative påfund, der har gjort at kvinderne har indsamlet det imponerende beløb på 358.464,79kr.

Kvinder i cirkel
De 1.500 kvinder er alle medlemmer af organisationen Ladies Circle Danmark, der er en upolitisk organisation med 93 klubber fordelt over hele landet. Medlemmerne er kvinder i alderen 18 – 45 år. Organisationens motto er venskab og service og dens formål er at udvikle kendskabet til andres livsforhold og skabe venskaber på tværs af samfundslag og erhverv.
I 2010 valgte kvinderne i organisationen, at deres første landsdækkende projekt skulle have fokus på at skabe dialog om det personlige ansvar for at forhindre vold i parforholdet samt at indsamle midler til konkrete projekter i Danner.

Læs mere om Ladies Circle her

Pust ud og slap af på Lesbisk Kaffe og Ølbar

I år vandt ’Lesbisk Kaffe og Ølbar’ på Enghavevej på Vesterbro i København Politikens IBYEN pris. Cafeen åbnede i november sidste år og er den første kaffebar, hvor lesbiske er målgruppen. Med sin kitsch-stil og brede sortiment kan alle dog være med, og alle er velkomne.

Af Tine Friis Kelstrup, frivillig i Danner
Maj 2012

En solbeskinnet forårsdag sidst i april er jeg taget på lesbisk kaffebar for at se, hvor lesbisk en kop kaffe egentlig kan blive. Bortset fra et diskret regnbueflag på indgangsdøren, et par enkelte regnbuefarvede effekter bag baren og en lesbisk-erotisk kollage på det minimalistiske toilet føler jeg mig dog ikke overvældet af homoseksualitet på cafeen.

Retro og teaktræ
Efter at være kommet forbi de udendørs bænkeborde med hæklede brun-orange tæpper til de kuldskære kommer jeg tværtimod ind i et lyst og åbent lokale med en fantastisk og ukuelig insisteren på kitch-stil og retro-udsmykning. Bag baren står en yndig og serviceminded kvinde, som hurtigt får strikket en morgenplatte og en kop kaffe sammen til mig, og jeg lister op ad trappen til det bagerste lokale for at se nærmere på lækkerierne.

I baglokalet er det lidt ligesom at gå ind i en dagligstue fra 60′erne eller 70′erne, hvis det ikke lige var for cafebordene. En brunlig og slidt læderlænestol pryder et læsehjørne med avisholder og et lille teaktræbord. I det hele taget er teaktræ et nøgleord her. Selv sættekassen (der burde se malplaceret ud, men gør det ikke) ser ud til at være i teaktræ. Vægudsmykningen er en blanding af mormors broderier, plakatkunst, en afskyelig platte og små teaktræshylder med glaserede keramikfigurer på. De brune, broderede fløjlspuder på bænken ind mod væggen fuldender det detaljerige billede.

Livet på standby
Med Bob Dylans ’Lay Lady Lay’ strømmende kærtegnende ud af højtalerne får jeg endelig vendt opmærksomheden mod min gennemført økologiske og utroligt appetitvækkende morgenplatte. Kaffen forefindes naturligvis i et gustenorange, storblomstret keramikkrus, og morgenmaden serveres på farvede Vereco-tallerkener fra 70erne. Maden er forfriskende simpel med nogle stykker brød, en croissant og pålæg – absolut ikke noget, der kræver noget af én.

I det hele taget er der en forbavsende afslappet atmosfære på cafeen, der inviterer til, at man bare kommer forbi, får en kop kaffe og læser dagens avis i ro og mag. Den kan fungere som et åndehul i den moderne arkitekturs glasfacader og hverdagens hektiske ”skynden sig”. Jeg kan læne mig tilbage i en tidsboble, sætte livet på standby og nyde min morgenmad og min økologiske kaffe, uden at en obsternasig tjener går i omkreds om bordet for at lure på, hvornår jeg bliver færdig.

Om aftenen ryger øko-kaffen af bordet for at gøre plads til de stærkere varer og ægte barhygge i dagligstuestemning. Hvorvidt aftenversionen af den lesbiske kaffebar er ligeså indbydende og fristende som dagsversionen, er en oplevelse, jeg endnu har til gode. For der er ingen tvivl om, at det ikke er sidste gang, jeg har sat mine ben på ’Lesbisk Kaffe og Ølbar’.

Anmelderen giver fire ud af fem kamptegn.

Lesbisk Kaffe og Ølbar / TrykkerTøsen ApS.
Enghavevej 56
1674 København V

I år vandt Lesbisk Kaffe og Ølbar Politikens IBYEN pris.

Vægudsmykningen på Lesbisk Kaffe & Ølbar

Hyggekrog og Lesbisk Kaffe & Ølbars utroligt appetitvækkende morgenplatte.

Den lesbisk-erotisk kollage på det minimalistiske toilet.

Foto: Nadine Lensborn

At skabe noget som går til et godt formål – det er fedt!”

Liv Rebekka Trojaborg er frivillig i eventgruppen i Danner – og så er hun april måneds frivillige her i Magasinet Danner. Læs, hvad der motiverer Liv til at arbejde frivilligt, hvorfor hun valgte Danner, og hvilke ideer hun har for huset fremover

Redaktionen, Magasinet Danner
Maj 2012

Navn: Liv Rebekka Trojaborg, 27 år
Uddannelse/job: Snart bachelor i kommunikation og virksomhedsstudier på RUC
By: Nørrebro, København
Frivillig i Danner: Eventgruppen i Danner siden september 2011

Hvorfor har du valgt at arbejde som frivillig?
”Jeg har før arbejdet som frivillig på et uddannelsesprojekt i Tanzania og syntes, at det var utroligt givende at gøre noget for andre. Derfor fik jeg blod på tanden til at prøve noget nyt og til at arbejde frivilligt i Danmark også. Det at arbejde frivilligt skaber en anderledes social relation til mine medfrivillige end til for eksempel kolleger på en arbejdsplads. Her er folk af egen fri vilje, motivationen er således ikke økonomisk baseret, og det skaber et helt særligt drive og engagement. Og så mener jeg i øvrigt, at det er vigtigt, at vi i en velfærdsstat som Danmark yder lidt ekstra for dem, som har brug for støtte, og som ikke nødvendigvis har det samme overskud som os.”

Hvorfor valgte du lige Danner?
”Der er så mange muligheder for at lave frivilligt arbejde i København, og det kan være svært at finde ud af, hvor der er mest behov for ens engagement, og hvor man selv synes, man kan passe ind. Danner manglede frivillige og sendte mail herom ud gennem RUCs mailsystem, hvilket fangede min interesse. Udover at jeg kunne arbejde frivilligt, kunne Danner også tilbyde mig noget meget konkret, nemlig et studierelevant arbejde – hvilket selvfølgelig også var en klar motivator. Jeg ville kunne arbejde frivilligt og endda med noget, som jeg brænder for og kan bruge i mit studie.”

Liv Rebekka Trojaborg er frivillig i Danner

Hvilket type frivillig arbejde laver du i huset, og hvad er unikt for den gruppe, du er med i?
”Jeg er en del af eventgruppen i Danner og således med til at arrangere events som for eksempel ’Kvindernes Kampdag’, ’Store Flyttedag’, ’Valentines Day’ med mere. Vores gruppe består af en række seje kvinder med initiativ og gåpåmod, hvilket resulterer i en solid gruppe som ”vil noget”. Vi er gode til at arrangere, planlægge og uddelegere, så alle tager del i arbejdet og føler ejerskab over vores arrangementer.”

Hvilke personlige motivationer har du for fortsat at arbejde frivilligt i Danner?
”At arbejde for en god sag er selvfølgelig min primære motivation. Som før nævnt er det også studierelevant arbejde, hvilket er særdeles vigtigt at have ved siden af mit studie i kommunikation og virksomhedsstudier på RUC. I eventgruppen har vi netop afsluttet et tredages eventkursus, hvor vi af professionelle blev undervist i idé-generering, projektledelse med mere. Det har været virkeligt lærerigt og bidrager til, at vores fortsatte arbejde bliver endnu sjovere i kraft af, at vi dygtiggør os.”

Hvilke sejre og erfaringer har haft som frivillig, som du ellers ikke ville have haft?
”En fælles følelse af, at være en del af en gruppe mennesker, som ”vil noget mere”, og som skaber muligheder for andre. Det føles rigtig godt, når et arrangement forløber som planlagt og har formået at skabe den opmærksomhed omkring Danner, som vi har håbet på. Det at skabe noget som samtidig går til et godt formål – det er fedt! I kraft af at være frivillig bevæger jeg mig også i nogle kredse, jeg måske ellers ikke ville være kommet i. Det er enormt lærerigt for mig som menneske, fordi jeg udfordres personligt og socialt.”

Spørgsmål fra marts måneds frivillige, Hanne Brems:
Hvilke nye ideer eller initiativer har du for huset fremover ?
”Jeg vil rigtigt gerne være med til at skabe nogle større events for huset, som kan skabe ekstra meget opmærksomhed. Måske hvor husets egne beboere også er en del af eventen – det giver noget mere dybde. Lige nu ser jeg frem til ’Store Flyttedag’, som er en relativ stor event.”

Hvilket spørgsmål vil du gerne stille videre til næste måneds frivillige?
”Hvordan kan Danner blive endnu bedre til at skabe opmærksomhed omkring problematikken ”vold mod kvinder og børn”?”

Hver måned tegner Magasinet Danner et portræt af en af Danners mange frivillige kræfter. Med ’Månedens frivillige’ håber vi at give vores læsere en større indsigt i, hvad Danners frivillige egentlig bidrager med. Samtidig glæder vi os til at sætte ansigt på den mangfoldighed af kvindelige ildsjæle, der har deres gang i huset.

En lesbisk lyriker plæderer for frihed til alle

Adrienne Rich døde 27. marts i år og var en kendt, amerikansk lyriker, der gik på barrikaderne for ligestilling, homoseksualitet og borgerrettighedsbevægelsen. Med sine værker påvirkede hun flere generationer og var med til at bringe mere frihed til USAs undertrykte befolkningsgrupper.

Af Tine Friis Kelstrup, frivillig i Danner
Maj 2012

Adrienne Rich nåede at blive 82 år. Hun døde i marts i år i sit hjem i Californien og er blevet kaldt en af de mest læste og indflydelsesrige digtere i anden halvdel af 1900-tallet.

Adrienne Rich blev født i Baltimore i 1927 som den ældste af en søskendeflok på tre. Hendes far var ambitiøs på sine børns vegne og opmuntrede hende fra starten til både at læse og skrive lyrik. Hermed var hendes litterære interesse vakt, og hun prøvede med ildhu at leve op til sine forældres forventninger.

På college koncentrerede Rich sig mest om lyrik og om at skrive, og i hendes sidste år på college i 1951 fik hun sin første udgivelse, da W. H. Auden udvalgte hendes ’A Change of World’ til ’Yales Series of Younger Poets Award’. Han valgte selv at skrive digtsamlingens indledning.

Radikal livsændring
To år efter giftede Adrienne Rich sig med økonomiprofessoren Alfred Haskell Conrad fra Harvard University. De fik tre børn sammen, og det ændrede hendes livsbane. Rich mente selv, at moderskabet radikaliserede hende. I 1960erne begyndte hun at udforske sin kvindelige identitet, og hun udgav en stribe vrede og bitre digte i ’Snapshots of a Daughter-in-Law’ (1963), der absolut ikke var populære hos anmelderne.

I den anden halvdel af 1960erne flyttede Adrienne Rich til New York og blev dybt involveret i borgerrettighedsbevægelsen, feminisme og antikrigsbevægelsen. Hendes følgende digtsamlinger ’Necessities of Life’ (1966), ’Leaflets’ (1969) og ’The Will to Change’ (1971) er langt mere politisk orienterede end hendes tidligere udgivelser.

Hendes mand begyndte at blive nervøs for, om hun var blevet gal, og parret blev separeret i 1970erne. Kort efter begik han på tragisk vis selvmord. Det var ikke længe efter, at Adrienne Rich indgik et forhold med forfatteren Michelle Cliff.

Adrienne Rich (til højre), med forfatterne Audre Lorde (til venstre) og Meridel Le Sueur (i midten) i Austin, Texas, i 1980.

På barrikaderne
Homoseksualitet var for Adrienne Rich ligeså personligt, som det var politisk. Herefter kastede hun sig ud i kampen for seksuel ligestilling og frihed med værker som ’Of Woman Born: Motherhood as Experience and Institution’ (1976), ’Dream of a Common Language’ (1978), ’A Wild Patience Has Taken Me This Far’ (1981) og ’The Fact of a Doorframe’ (2001).

Adrienne Rich flyttede til Santa Cruz, hvor hun fortsatte sin karriere som underviser, lyriker og debattør. I 1990 udgav hun tidsskriftet ’Bridges: A Journal for Jewish Feminists and Our Friends’ for at skabe opmærksomhed om forholdet mellem privatliv og offentlighed. Her plæderede hun især for jødiske kvinders rettigheder. Fra 2000 og fremad var hun igen på barrikaderne mod krig – denne gang i Irak – og helt frem til hendes død i år arbejdede hun utrætteligt. Hendes sidste værk udkom i 2011.

Adrienne Rich har gennem sit lange liv modtaget et hav af priser, anerkendelser og udmærkelser, og det kan ikke undre nogen efter hendes enorme arbejde for ligestilling og frihed – ikke mindst for homoseksuelle. Rich har efterladt sig sine børn og Michelle Cliff, men hun har også efterladt sig en uvurderlig litterær arv til nuværende og fremtidige generationer.

Foto: K. Kendall, Flickr

EU sikrer voldsofre øget beskyttelse, når de rejser på tværs af landegrænser. Men ordningen får ingen betydning for danske voldsofre.

Det var justitsminister Morten Bødskov (S), der fornylig på et rådsmøde i EU under det danske EU- formandsskab, satte en styrket beskyttelse af voldsofre på dagsordenen. Ministrene blev her enige om fælles regler, der sikrer beskyttelse af voldsofre på tværs af landegrænserne.
De nye regler vil bl.a. betyde, at et polititilhold, som er udstedt i ét EU-medlemsland fremover automatisk vil blive anerkendt i et andet medlemsland, hvis den beskyttede person vælger at rejse eller flytte mellem landene.
”Med en ordning, hvor offeret kan tage sin beskyttelse med over landegrænser, sættes offeret i centrum. Jeg er derfor glad for, at vi i Rådet er enige om at sikre en enkel ordning, hvor de besværlige procedurer er skåret væk til fordel for en effektiv offerbeskyttelse. Kun på den her måde sikrer vi en sammenhængende beskyttelse af voldsofre på tværs af landegrænser,” siger Morten Bødskov.

Ordningen har ingen betydning for voldsudsatte i Danmark
På grund af Danmarks retlige EU-forbehold har den nye ordning ingen betydning for de voldsudsatte herhjemme. For at de nye regler også skulle give voldsudsatte i Danmark mulighed for at flytte sig over landegrænser med et polititilhold i bagagen, ville det kræve en afskaffelse af det retlige EU-forbehold.
Henriette Højberg, leder af Danners Videncenter ærgrer sig over, at danske kvinder pga. det retlige EU-forbehold ikke får glæde af den nye ordning.
”Danmark er et lille land, som kan være svært at gemme sig i. Derfor vil kvinden i nogle tilfælde være bedre sikret ved at flytte til et andet land. Nok kan man søge om et nyt polititilhold i det land, man rejser til, men det betyder samtidig, at man rent juridisk skal begynde helt forfra, og det kan tage lang tid,” siger hun.

FN har regnet sig frem til, at 2.4 millioner mennesker verden over er ofre for menneskehandel.

Menneskehandel er i år 2012 ikke kun meget udbredt men også en fed forretning. FN vurderer, at menneskehandlerne omsætter for ca. 32 billioner dollars hvert år på handel med menneskeliv. Historien bliver ikke bedre af, at den sjældent har en lykkelig udgang. Det er svært for humanitære organisationer at finde ofrene og yde dem den hjælp, de har behov for. Derfor er det også kun ét ud af 100 ofre, der får hjælp. International Organization for Migration (IOM) havde i 2011 5.498 sager, hvor de ydede hjælp til mennesker udsat for menneskehandel. På baggrund af disse sager har IOM udgivet en rapport, der tegner et billede af, hvordan handlen med mennesker udspiller sig.

Handel med mennesker spænder vidt
Menneskehandel associeres ofte med prostitution og sexslaver, men ifølge IOMs statistik er blot en fjerdedel af denne type. Langt de fleste handlede mennesker (37 pct.) handles i forbindelse med tvangsarbejde. Hertil kommer 5 pct., der udgøres af kombinationen af tvangsarbejde og seksuel udnyttelse. Den resterende del af IOMs sager drejer sig om handel med mennesker i forbindelse med tiggeri, tvangsægteskab eller handel med organer. Desuden er der en klar overvægt af kvinder, og 36 pct. af sagerne drejer sig om børn og unge under 18 år.
Både tal fra FN og IOMs rapport viser, at handel med mennesker er et omfattende problem, der foregår i alle lande verden over og kræver stor international bevågenhed. I Danmark har IOM været involveret i 22 sager om handlede mennesker alene i 2011, hvor Ukraine og Haiti til sammenligning topper statistikken med henholdsvis 835 og 709 sager.
Du kan læse mere om IOMs arbejde på deres hjemmeside www.iom.int

”Der skulle ha’ været mere kusse ind over”

Kvinders kroppe og seksualitet fremstilles stadig for stereotypt, mener fotografen Goodyn Green. Hun har derfor udgivet et onanikatalog for kvinder med erotiske fotografier af maskuline og androgyne kvinder. Kataloget er et bevidst feministisk oprør mod stereotyperne og den blufærdighed, som den naturlige kvindekrop stadig fremkalder. Det blev dog sværere at få kvinder til at blotte deres kønsdele, end Goodyn Green troede.

Af Nadine Lensborn, frivillig i Danner
April 2012

Håret er kort og ildrødt. Med ryggen til og ansigtet drejet bagud, sender hendes blå øjne et fandenivoldsk blik ud mod beskueren. Ryggen er delvis bar, og bukserne trukket lidt ned.

Den ene hånd har hun foran og blot antydet nede i bukserne ved sit skridt.

Kvinden er danske Goodyn Green. Hun er fotografen bag de øvrige erotiske fotografier af kvinder i ’The Catalog’, som udkom i 2011.

”Jeg har flettet mig selv ind på den sidste side. Fra selv at have været sindssyg blufærdig har jeg været igennem en personlig proces og tænkt, at jeg ikke kan kræve nøgenhed af andre, hvis jeg ikke selv kan være nøgen foran andre,” forklarer hun om baggrunden for at tilføje sit katalog det erotiske, dog ikke helt nøgne selvportræt. Og hun tilføjer: ”Men når jeg arbejder med modellerne, er jeg ikke blufærdig.”

Goodyn Green (selvportræt) og forsiden af The Catalog Foto: Goodyn Green

Inspireret af bøsseporno
Netop det med blufærdigheden er nærliggende at spørge ind til. Med ’The Catalog’ og dets koncept bryder Goodyn Green et alment tabu. Hendes selvportræt pirker til det, og i forordet beskriver hun ublu baggrunden for fotografiernes tilblivelse: ”I bund og grund ville jeg lave et onanikatalog til mig selv.”

Altså et slags pornoblad med nøgne kvinder – for kvinder. Inspirationen fik hun på en rejse til Barcelona i 2009, hvor de første billeder blev taget.

”Jeg blev inspireret af KINK Magazine, som er lavet af to fyre fra Barcelona, som fotograferer bøsser. De startede lidt som mig med at fotografere deres venner, men så voksede konceptet. Det er ikke typisk bøsse-hardcore-porno, men mere sensuelt og intimt,” fortæller hun og fortsætter:

”Det, som så desværre provokerede mig ved KINK, var, at de lavede en kvindelig version, som hed ’Marikink’ med lesbiske og biseksuelle kvinder som målgruppe. Der dukkede det typiske kvindebillede op, og det provokerede mig. Jeg var træt af at se kvinders seksualitet portrætteret igennem den der klassiske femininitet og ”nymfen”. Jeg savnede det mere androgyne look. Jeg var samtidig fascineret af modeverden med de androgyne kvinder, der kom frem, og dem ville jeg egentlig gerne se uden tøj på.”

Provokationer og fordomme
Der var andre ting ved bøssepornoen, som inspirerede Goodyn Green.

”Jeg blev også provokeret over, hvor nemt bøsser har ved at vise deres pik i de her magasiner. Og jeg er så træt af fordommen om kvinders frygt for at vise deres kroppe frem.”

Hun måtte dog delvist erkende, at fordommen holdt stik.
”Jeg må jo desværre indrømme, at det blev sværere, end jeg havde tænkt, at få kvinder til at gå med til at vise det hele. I starten havde jeg jo en ambition om, at der skulle være meget mere kusse ind over,” siger hun.

Netop kvinders blufærdighed omkring deres kønsdele og det at turde vise dem frem, inspirerede hende til at starte på et andet fotoprojekt sideløbende med ’The Catalog’. Det fik titlen ’Untitled Nudity’ og er udelukkende nærbilleder af kusser og bagdele. Det var vigtigt for Goodyn Green at vise, at nogle kvinder godt tør vise deres kønsdele frem. Samtidig accepterede hun, at ’The Catalog’ fik form af mere erotisk karakter frem for porno.

Foto: Goodyn Green

Langt fra The L Word
Et meget blandet publikum har taget godt imod ’The Catalog’. Modellerne selv er meget begejstrede. Den kritik, der har været, kom til Goodyns egen overraskelse fra det lesbiske miljø selv. Den kritik er hun ked af – og egentlig også lidt uforstående overfor.

”Jeg har provokeret mange, og det har overrasket. For jeg har ikke villet provokere, men oplyse. Hvis jeg synes, der mangler noget inden for en genre, så vil jeg gerne bidrage med netop det.”

Hun tror kritikken skyldes, at mange af hendes modeller er langt fra de lesbiske kvindetyper i mainstreamkulturen, som eksempelvis den populære amerikanske tv-serie ’The L Word’.

”Jeg elsker ’The L Word’. Men de er jo alle sammen meget klassisk lækre. Det er FLOTTE kvinder,” siger hun. Om det pornografiske mener hun, at mange nok er fastlåst i en forestilling om, hvordan en kusse skal se ud. Hun tilføjer dog selverkendende:

“Men for bare fem år siden, var jeg jo selv fuldstændig “fucked up” i min ide om, hvordan man skal se ud.”

Goodyn Green (Foto: Nadine Lensborn)

Rejsen til Berlin og ind i pornoen
Goodyn Green rejste til Berlin i 2007 – og bor der stadig. Det blev en åbenbaring for hende.

Hendes Berlinereventyr startede med en plan om at bo et års tid i byen. Da hun blev optaget på en privat tre-årig fotouddannelse i Berlin, ændrede den plan sig. Skolen hoppede hun imidlertid fra efter et år. Hun kom dog hurtigt ind i Berlins queermiljø og fik venner – herunder dj´en Metzgerei, som hun i dag samarbejder med som fotograf på queermagasinet ’Bend Over’. De to danner også par privat.

Goodyn Green blev også en del af et såkaldt ”sex-positivt” miljø. Hun er med til pornofilmfestivalen i Berlin hvert år. En begivenhed, hun synes, er fantastisk, fordi den netop rummer andre former for kroppe og seksualitet end massekulturen. Hun har sågar selv medvirket i pornofilm for at komme sin egen blufærdighed til livs. Alt sammen har rykket ved hendes syn på sin krop.

”Ved at møde mange andre sex-positive kvinder, indså jeg: ”Gud, hvor ser vagina dog forskellig ud, og hvor er det dog fantastisk”. Man skal ikke være bange for at gå i svømmehallen, fordi min ser anderledes ud end de andres”.

Hun er samtidig bevidst om den udbredte holdning til porno uden for det sex-positive miljø.

”Der en enorm berøringsangst i forhold til pornografi. Man fniser lidt af det. Og om de folk, der er med, tænker vi: ”Det er for langt ude, det er for grænseoverskridende”. Der er stadig et tabu omkring seksualitet i det hele taget.”

Feminist og provo for queer-teenagere
Goodyn Green opfatter ikke sine fotografier som kunst.

”Det er et feministisk projekt,” siger hun og uddyber:

”Det æstetiske har da en betydning for mig. Men eksempelvis modellernes androgyne udtryk og det sex-positive budskab har været vigtigere. Derfor har det også været væsentligt for mig, at det blev trykt som et katalog, som den lille queer-teenager i en eller anden mørk landsby har mulighed for at købe via internettet. Så kan hun kigge i det under dynen og finde ud af ”Gud, der er andre ligesom mig”. Det har været vigtigere for mig frem for at få udstillet billederne på et fancy galleri.”

Læs også Magasinet Danners anmeldelse af ’The Catalog’.

FAKTA

På kant med kønnet

Jeg er en transkønnet kvinde. Det har givet mig nogle særlige oplevelser og erfaringer, jeg sætter pris på, men det har også vist mig den mangel på accept og tolerance, man kan møde i det danske samfund. Fordi transkønnede i manges øjne bryder med almindelige opfattelser af, hvad det vil sige at være mand og kvinde.

Af Malene Lang Hansen
April 2012

Hvad vil det sige at være transkønnet? Er det noget med at være pervers, sindssyg eller en parodi? Er det noget, man selv vælger, eller er det en livsomstændighed, man ikke kan lave om på? Det er nogle af de spørgsmål, man kan stille, hvis man konfronteres med ordet transkønnet, og nogle af de fordomme man risikerer at møde hos gennemsnitsdanskeren.

Kort fortalt er transkønnethed en speciel form for kønsidentitet, hvor personen er født med en biologisk krop, mens den indre oplevelse og det psykiske køn afspejler det modsatte køn. Altså piger med drengekroppe eller drenge med pigekroppe. Samtidig er det ikke noget, man selv vælger. Jeg er transkønnet kvinde. Det har både sine lyse og mørke sider.

Lyse og mørke sider af et transkønnet liv
Af lyse sider har det givet mig en masse erfaringer, som mange andre mennesker ikke oplever. Jeg har brugt mange kræfter og meget tid på at finde – og være – mig selv. Det har lært mig meget om, hvad den menneskelige psyke og krop indeholder og har givet mig mange redskaber til at arbejde med mig selv.

Mit liv som transkønnet har samtidig åbnet en verden for mig med mennesker, jeg ellers ikke ville have mødt. Sjove, spændende og underfundige mennesker – for eksempel homoen, der kalder sig selv svans, og hvis erklærede mål er at ødelægge den heteroseksuelle verdensorden. Og den transkønnede dame på 55 år, der sprang ud som kvinde i en alder 51 år, og som nok aldrig helt kommer til at ligne en kvinde. Mennesker, der står ved sig selv, som de er, på trods af en verden, der ikke altid anerkender og respekterer deres (transkønnede) identitet. Respekt til dem!

Af mørke sider har mit udspring som transkønnet også vist mig intolerance og mangel på accept. Mange mennesker er ikke direkte diskriminerende. De undgår mig i stedet eller opfører sig nedladende. Det oplevede jeg for eksempel på min tidligere arbejdsplads, hvor det hovedsagligt var de nærmeste kollegaer, der snakkede med mig. De andre virkede usikre eller som om, de ikke ønskede at komme i kontakt med mig. Når jeg er på indkøb, kan jeg også opleve, at ekspedienterne taler til mig, som om jeg er mindre begavet.

Kvinde indeni ­– mand i dametøj udenpå
Derudover er det ikke let at blive mødt som det menneske, jeg er. Mange mennesker møder mig stadig som en mand, selvom jeg er iført dametøj, har langt hår, går med make-up og på de fleste måder ligner en kvinde. Det giver forventninger, der ikke passer med min indre oplevelse, og det er derfor svært og nogle gange umuligt at være mig selv.

Især mange (hetero)mænd har svært ved at opfatte mig som den kvinde, jeg er. I stedet bliver jeg i deres øjne en mand i dametøj eller en blanding mellem mand og kvinde. Jeg kan derfor heller ikke flirte med dem eller lægge an på dem. Derved kommer jeg til at ligge i et limbo i den sociale interaktion, idet jeg ikke kan indtage en position som kvinde på lige fod med andre kvinder. Noget, jeg tror, andre transkønnede også oplever.

Erkendelsen af og valget om at leve som transkønnet har givet erfaringer, jeg ikke ville være foruden. Men også vanskeligheder, vrede og frustrationer. Jeg kunne godt ønske mig, at det danske samfund var mere åbent og nysgerrigt over for det, der ikke passer ind i de kasser, vi normalt opdeler hinanden i som mand og kvinde.

Hverken ”rigtige” pige eller dreng
Set fra mit synspunkt er det ikke biologien, men vores indre oplevelse af vores kønsidentitet som gør os til dem, vi er. Det er mange måske uenige i, og det undertrykker min og andre transkønnedes mulighed for at være de mennesker, vi er.

I et moderne samfund som det danske burde der gives plads til, at mennesker kan udtrykke sig selv i overensstemmelse med deres personlighed og identitet. Man kunne starte i folkeskolen og give plads til, at drenge ikke behøver være vilde, og piger ikke behøver at være pæne, men at det godt kan være omvendt og blandes. Det tror jeg kunne hjælpe mange af de børn, der ikke passer ind i de rammer, vi på nuværende tidspunkt sætter for kønnene – og på sigt gøre det mere acceptabelt ikke at være ”rigtig” dreng eller ”rigtig” pige.

Padder og Krybdyr

Lækker leg med sproget og en ironi, der driver ned af siderne, er nøgleordene for Kristina Nya Glaffeys nye roman ’Padder og Krybdyr’ – en humoristiske skildring af de overvejelser, bogens lesbiske jeg-person gør sig om at få børn.

Af Tarra Jane Rugård Butler, frivillig i Danner
April 2012

I bogen ’Padder og Krybdyr’ tager forfatteren Kristina Nya Glaffey læseren med på en verbal rutsjebanetur af faktuelle og følelsesmæssige betragtninger og tanker om det at få børn som lesbisk.

Bogen indledes med en syv siders rivende strøm af humoristiske, ironiske og rammende tanker om det store valg at få et barn. På en fængslende og humoristisk måde sætter forfatteren ord på alle de mange tanker og følelser, hun gør sig, inden ”Projekt Baby” går i gang – tanker og følelser, man kan forestille sig, at mange kommende forældre gør sig.

Forvirrende budskab
Hoveddelen af ’Padder og Krybdyr’ består af en række unummererede og unavngivne små kapitler, hvor forfatteren veksler mellem faktaprægede referencer til artikler og undersøgelser om såvel børnefamiliers vilkår som om padder og krybdyrs reproduktion. Derudover ironiserer hun over beskrivelser af donorer. Om fertilitetsklinikkers sprogbrug på deres hjemmesider. Om hjemmesider, der tilbyder alt fra badeænder iført t-shirts med lesbiske slogans til ferierejser til regnbuefamilier. Om homokulturen generelt og om andre homoseksuelles måder at udleve deres seksualitet på og skabe familier.

Samtidig er ovenstående netop alt det, som forfatteren selv vil gøre brug af, når hun skal have et barn. Og derfor sidder denne anmelder tilbage med en vis forvirring omkring, hvad forfatterens budskab egentlig er.

Ligesom i bogens indledning slutter den af med en 10 siders rivende ordstrøm – denne gang med fokus på relationen mellem barn og forælder. Tankerne er her centreret omkring det ansvar, man som forælder påtager sig for sit barns liv og lykke. Og helt afslutningsvis sætter forfatteren ord på den frygt, mange vordende forældre sikkert står med: ”Vil jeg overhovedet elske mit barn?”

Hvorfor bør du læse bogen?
Romanen ’Padder og Krybdyr’ bør du læse, hvis du er til et litterært sprog, hvor tungen skal holdes lige i munden, og hvor du skiftevis hyler af grin eller overvejer, om du skal føle sig stødt. Alene den utroligt velskrevne og ironiske måde, hvormed forfatteren berører en hæsblæsende mængde emner, gør bogen værd at læse. Men man savner lidt et mere personligt præg på disse overvejelser. Man fornemmer de alvorlige aspekter af alle tankerne, følelserne og overvejelserne, men den ironiske distance gør, at man som læser sidder tilbage med følelsen: ”Jeg vil vide, hvordan hun bliver berørt af det!”

Anmelderen giver 3 ud af 5 kamptegn – mest af alt for sproget og underholdningsværdien.

Kristina Nya Glaffey:
Padder og Krybdyr
Gyldendal 2012
125 sider

Liza Marklund synger de vigtigste sange

Journalist og forfatter Liza Marklund har været et ukueligt talerør for blandt andet voldsramte kvinder. ’Nye stemmer synger samme sange’ er et udpluk af hendes klummer og artikler, der alle er nærværende og samfundsrelevante.

Af Tine Friis Kelstrup, frivillig i Danner
April 2012

Liza Marklunds nye bog ’Nye stemmer synger samme sange’ er en emneinddelt samling af nogle af Liza Marklunds bedste klummer og artikler. Men det er også et portræt af Liza Marklund selv. I mange år har man ikke kunnet komme uden om Liza Marklunds stemme i samfundsdebatten især i Sverige, men også herhjemme. Og bogens samling af hendes tekster understreger hvorfor.

Berettiget vrede
Liza Marklund tager nemlig fat på nogle af samfundets vigtigste emner. Hendes vrede, frustration og forargelse skinner klart igennem i hendes tekster, når hun behandler emner som vold mod kvinder eller voldelige mænd og samfundets behandling af samme. Når man som læser dykker ned i ’Nye stemmer synger samme sange’, får man ikke blot et oplysende indblik i det svenske samfund og den svenske samfundsdebat. Man lærer også Liza Marklund bedre og bedre at kende.

Liza Marklunds artikler og klummer er en helt igennem nødvendig del af den moderne samfundsdebat. Når hun taler for de voldsramte og andre, der ikke selv har en stemme, er hendes tekster levende, nærværende og i virkeligheden meget personlige. Man kan næsten fornemme den vrede, der emmer igennem siderne. Og det er en vrede, der i den grad er berettiget. Man må som læser flere gange i løbet af bogen spærre øjnene op og mærke øjenbrynene ramme hårgrænsen, når man læser om behandlingen af voldsofre i Sverige.

Relevant og medrivende
Bogens emneinddeling og Liza Marklunds indledende kommentarer til teksterne gør læsningen nem og ligefrem. Man bliver som læser guidet igennem de mange klummers og artiklers vedkommende kritik af tingenes tilstand. Det føles som en guidet tur gennem de sidste årtiers samfundsdebat og Liza Marklunds karriere som mediedebattør.

Liza Marklunds indblanding i debatten burde være nødvendig og inspirerende læsning for alle. ’Nye stemmer synger samme sange’ er en nem og medrivende måde at få et indblik i hendes univers. De emner, der gør Liza Marklund så uendelig vred, er de samme emner, der burde få os alle sammen op i det røde felt. Det er så relevant, at det er til tude over.

Anmelderen giver fire ud af fem kamptegn.

Liza Marklund:
Nye stemmer synger samme sange,
Rosinante 2012
239 sider