Hvad er vold i nære relationer?

Hvad er vold i nære relationer, og hvorfor sker det?

Du behøver ikke at have synlige mærker på kroppen for at være udsat for vold. Volden kan være fysisk, men den kan også være psykisk, seksuel, materiel og økonomisk, og den kan finde sted i både parforhold, familier og andre nære relationer.
Eksempler på fysisk, psykisk, seksuel, materiel og økonomisk vold:

Eksempler på fysisk vold er, når du bliver:
• fastholdt
• rusket, slået, sparket og får lussinger
• forsøgt kvalt
• stukket med kniv eller andre genstande
• forhindret i at få opfyldt fysiske behov som søvn og mad

Eksempler på psykisk vold er, når du bliver:
• angrebet på din personlighed
• latterliggjort, ydmyget og kritiseret og bliver kaldt øgenavne
• overvåget og isoleret, og du fx ikke må have indflydelse på påklædning, interesser og meninger
• beskyldt for at være syg eller hysterisk og der sættes spørgsmålstegn ved din egen dømmekraft og handlinger
• forfulgt og udspioneret. Læs mere om stalking.
• truet – truslerne kan fx handle om at slå, mishandle, begå selvmord eller bortføre børnene

Eksempler på seksuel vold er, når du bliver:
• tvunget til sex
• presset til former for sex, som du ikke har lyst til
• mishandlet seksuelt
• nedgjort seksuelt

Eksempler på materiel vold er, når:
• dine ting bliver ødelagt eller taget fra dig – fx at uerstattelige fotos bliver klippet i stykker, eller når du oplever decideret hærværk
• der bliver kastet med dine ting

Eksempler på økonomisk vold er, når du bliver:
• forhindret i at råde over din egen økonomi
• nægtet adgang til din egen og en eventuel fælles bankkonto
• forhindret i at have en indtægt og presses ud i at tigge om penge
• tvunget til at underskrive et lån eller bliver gældsat på anden vis

De forskellige former for vold er ofte indbyrdes sammenhængende.

Partnervold
Vold, der udøves af en partner, er relativt grovere end andre former for vold. Andelen af politianmeldte sager om partnervold har fx oftere medført kontakt til skadestue sammenlignet med andre typer af voldsager.

Voldsudsatte børn
Alle børn, der lever i familier med vold, er voldsudsatte – uanset om det er barnet selv eller en anden i familien, der er udsat for vold. Det er vold i sig selv, fx at se mor blive slået af far og ikke vide, hvornår volden i hjemmet sker igen.

Volden tiltager og bliver værre
Et voldeligt forhold kan stå på i længere tid, ofte i årevis, mens volden langsomt tiltager og bliver værre – i værste fald livsfarlig. Børn, der vokser op i en familie med vold, bliver i mindre eller sværere grad traumatiseret. Det har konsekvenser for deres trivsel og udvikling, og det er lige så skadeligt for børn at se eller overhøre vold mod en nærtstående voksen, som det er selv at blive udsat for vold.

Hvorfor er mennesker voldelige?
Der er mange årsager til voldelig adfærd – individuelle, familiære, sociale og samfundsmæssige forhold kan spille en rolle. Der er dog ingen personlige egenskaber, situationer eller hændelser, der retfærdiggør voldelige handlinger. Vold handler i mange tilfælde om afmagt.

Volden giver voldsudøveren en følelse af styrke og kontrol og en oplevelse af magt.
Et voldeligt forhold er ikke ligeværdigt. Volden er altid voldsudøverens ansvar.

Søg hjælp
Det kan være svært at bryde ud af et voldeligt forhold, bl.a. fordi de ofte uforudsigelige skift mellem ømhed og vold kan være meget forvirrende og føre til stor følelsesmæssig forvirring.
Lever du i et voldeligt forhold og har du brug for hjælp? Eller vil du gerne hjælp en, der er udsat for vold? Så kontakt os. Vi støtter og rådgiver dig i den svære situation.

Læs mere
Der er skrevet flere bøger om vold i parforhold, familier og andre nære relationer. Her er nogle bøger, som vi kan anbefale:

Faglitteratur:

• Charmør og tyran – Et indblik i psykopaternes og ofrenes verden. Alv A. Dahl og Aud Dalsegg
• Menns vold mot kvinner : behandlingserfaringer og kunnskapsstatus. Marius Råkil
• Meningen med volden. Per Isdal
Skønlitteratur:
• Kongemordet. Hanne-Vibeke Holst.