Kender du en voldsudsat?
Kender du en, som bliver udsat for vold af kæresten? Har du mistanke om, at en ven eller et familiemedlem bliver stalket/forfulgt? Bliver din kollega eller nabo udsat for vold af familien? Så bryd tavsheden og tal med vedkommende. Og fortæl om muligheden for at søge hjælp.
Den situation, den voldsudsatte befinder sig i, er så problematisk, at du som pårørende kan have svært ved at klare situationen alene. Anbefal derfor altid personen at søge professionel hjælp til at komme ud af volden. Giv vores telefonnummer og adresse videre eller fortæl om vores netrådgivning.
Hvad kan du gøre for at hjælpe en person, der er udsat for vold?
- Spørg ind til personen – skab en situation, hvor I kan tale uforstyrret sammen
- Fortæl om muligheden for professionel hjælp – hos rådgivninger, krisecentre etc.
- Tag ikke en afvisning personligt – respekter, at vedkommende ikke ønsker den snak nu
- Udvis omsorg og omtanke – vis, at du gerne vil hjælpe
- Vær fordomsfri – fordøm aldrig personen, fordi vedkommende har svært ved at forlade voldsudøveren
”Hvorfor går du ikke?”
Har du svært ved at forstå, hvorfor en person lever i et voldeligt forhold? Så husk, at der altid er en grund, og at du kun hjælper ved at prøve at forstå.
Vold i nære relationer er kendetegnet ved, at den starter i det små og udvikler sig over tid. Volden tiltager i grovhed og hyppighed over uger, måneder, år. Samværet veksler mellem ømhed og vold – det øger forvirringen og usikkerheden.
Voldsudsatte overbevises typisk om, at:
- Volden er helt normal
- Volden er den voldsudsattes egen skyld
- Volden hjælper den voldsudsatte
- Volden kun eksisterer i den voldsudsattes fantasi
Men sådan er det ikke: Vold eksisterer i mange former, den kan aldrig retfærdiggøres, og den er altid voldsudøverens ansvar.
Truslen om og risikoen for vold
En anden væsentlig årsag til, at det kan være svært at bryde ud af et voldeligt forhold, er den vedvarende trussel om og risiko for vold.
Hvordan får du øje på volden?
Vold i nære relationer foregår ofte i det skjulte, inden for hjemmets fire vægge. Men nogle gange kan volden også være synlig for andre.
Læg mærke til en person, der fx:
- Konstant bliver ringet op
- Ikke kan deltage i nogen sociale aktiviteter uden for hjemmet
- Får uventet besøg – fx får den voldsudsatte besøg midt i arbejdstiden og tvinges væk
- Skjuler blå mærker og hævelser med tørklæder, ekstra lag tøj og masser af make-up
- Ikke må gå alene uden for hjemmet og fx altid bliver kørt til og fra arbejde
- Har et højt fravær
- Har samarbejdsproblemer
- Har psykiske og fysiske problemer som fx mavepine, hovedpine, angst, depression og træthed
Hjælp til at tackle mødet med en voldsudsat – kontakt os.
Sidste nyt
-
31.01.2012
Project Unbreakable bruger fotografiet som terapi
Project Unbreakable er en blog, hvor voldsudsatte kan vise et billede af dem selv med et citat fra deres krænker.
> læs mere -
10.01.2012
Intimkoncert for Danners Venner udsolgt på 24 timer
Alle billetter til koncerten med den populære Marie Carmen Koppel blev revet væk på bare 24 timer.
> læs mere -
22.12.2011
”Viden der Varmer” donerer 80.000 kroner til Danner
Projektet ”Viden der Varmer” har samlet 171.708 kroner ind til Mødrehjælpen og Danner på kun én uge. Målet var at samle 100.000 kroner ind til trængte familier, så de kan fejre jul, med alt hvad det indebærer af gaver, mad og juletræ. Målet blev mere end nået.
> læs mere - > Se alle nyheder




