Hvad består materialet af?

Materialet er udarbejdet med stor respekt for emnets alvor og behandler vold i hjemmet på en omsorgsfuld og nuanceret måde.

”Om vold” er udarbejdet af forfatterne Bonnie Vittrup, Cecilie Nørgaard og Trine Bundsgaard i samarbejde med Danner.

Materialet behandler det alvorlige emne på en respektfuld måde, så både lærere og elever får en positiv oplevelse med undervisningen. Materialet tager på den måde også højde for, at der kan sidde elever i klassen, som har vold inde på livet.

”Om vold” består af tre dele. En lærervejledning, en elevbog og en novelle. Lærervejledningen og elevbogen er struktureret ud fra novellens fire temaer: ‘Sprog og vold’, ‘Tabu og vold’, ‘Magt og vold’ og ‘Skyld og vold’.

       
(Klik på bøgerne for at åbne pdf-fil)

Novellen
”Dagen derpå” handler om Andreas og hans oplevelser med vold i familien. Da vold i hjemmet er et alvorligt emne, er novellen med til at skabe en fiktiv distance samtidig med, at den meget præcist beskriver de følelser og udfordringer et liv med vold fører med sig – for alle parter.
”Dagen derpå” er også en historie om håb og nye ressourcer, da novellen skildrer den hjælp, som Andreas får hos andre børn og voksne. Novellen er tilgængelig som podcast, som kan afspilles i klassen og kombineres med højtlæsning.

Lærervejledning
Lærervejledningen består af en række interviews med eksperter på området: En mandeforsker, en socialrådgiver, en børnepsykolog etc. Den giver, ud over en gennemgang af emnet, opgaverne og forløbet, også anvisninger i, hvordan man som lærer bedst takler de forskellige diskussioner og spørgsmål, som kan opstå i forbindelse med undervisningen.

Elevbog
Elevbogen består af afvekslende opgaver og øvelser – blandt andet mindmapping, rollespil, billedanalyser og forskellige illustrationsopgaver.

Elever i 5.-6. klasse skal ikke forholde sig til de psykologiske forhold og problematikker, som knytter sig til vold i hjemmet. Derfor skal opgaverne i ”Om Vold” i stedet gøre eleverne bevidste om egne grænser, værdier og rettigheder gennem information, refleksionsøvelser, kreative opgaver og diskussion. På den måde får eleverne redskaber til at kunne håndtere historier om vold i hjemmet eller hvis de selv oplever vold.