Hele historien

Danner er i dag rammen om et moderne arbejde for kvinders og børns rettigheder. Det er et arbejde, der strækker sig helt tilbage til Grevinde Danners oprettelse af stiftelsen i slutningen af 1800-tallet og til kvindebevægelsens kamp i 1970-erne.

Grevinde Danners stiftelse
Danners hus har altid været hjemsted for udsatte kvinder og deres børn. Det blev opført i 1873 af Louise Rasmussen, lensgrevinde af Danner. Huset blev, efter hendes mand Kong Frederik VII, kaldt ”Frederik VII’s Stiftelse for Fattige Fruentimmere af Arbejderklassen”.

Stiftelsen bestod af 52 små værelser, hvor de fattige kvinder kunne bo. Kvinderne betalte ikke husleje, men skulle forsyne sig selv med mad og brændsel. Op gennem 1900-tallet blev husets oprindelige målgruppe mindre og mindre. da sociallov og udbygningen af boliger betød, at antallet af fattige fruentimmere faldt. Til sidst, i 1979, boede der kun 4 kvinder i huset. Stiftelsens bestyrelse lod huset forfalde og forgælde, og bygningen var i 1979 ikke længere egnet til beboelse. Bestyrelsen ønskede derfor at sælge den og nedlægge stiftelsen.

Kvindebevægelsen besætter huset
Dansk Kvindesamfund (DK) fik derfor, i september 1978, et tilbud om at købe bygningen for 3,5 mio. kr.
De kontaktede en række andre kvindeorganisationer, herunder rødstrømpegruppen Joan-søstrene, der siden 1976 havde haft en rådgivning for voldsramte kvinder. Ideen om et krisecenter kombineret med kvindehus blev født, men ingen havde de nødvendige penge. I perioden frem til januar 1979 forhandlede kvindegrupperne med sekretæren for stiftelsen om at overtage huset og videreføre det. Men uden held.

Beboerne i Nansensgadekvarteret var heller ikke tilfredse med udviklingen, og de indledte en fredningssag. Fredningen blev en realitet i 1979. Huset blev herefter solgt til entreprenørfirmaet Jespersen og Søn A/S, der reelt administrerede stiftelsen, fordi firmaet havde betalt ejendomsskatter og ydet et tilskud til husets drift. Da huset nu var fredet, faldt prisen til 2,5 mio. kr. Købet skete på et betinget skøde, indtil justitsministeren havde godkendt fundatsændringen. Kvindegrupperne satte skytset ind mod folketing og regering i håb om, at justitsministeren kunne overtales til at annullere salget. Men forhandlingerne trak ud, og kvinderne følte sig langt fra sikre på den politiske løsning - så i stedet for passivt at vente tog de mere drastiske midler i brug:

Kvinderne stormer huset
En mørk novembernat i 1979 samledes en gruppe kvinder til et seminar i København. Men seminaret var et dække over en af de største aktioner i det 20. århundredes danske kvindebevægelse. Kvinderne rykkede ind i den gamle stiftelse og besatte den forfaldne og halvtomme bygning. Overleveringer fra dengang fortæller, at de fire gamle damer, som var alene tilbage i stiftelsen, hjalp besætterne ind og var lykkelige over, at der endelig kom lidt selskab. Det strømmede ind med støtteerklæringer fra hele landet. Fagforbund, læger og kendte danskere støttede besættelsen. Den 1. december 1979 godkendte justitsministeren dog alligevel salget af stiftelsen til entreprenøren A. Jespersen & Søn A/S.

Kvindebevægelsen køber huset
Entreprenøren blev landskendt og så sig selv udstillet i medierne. Den 6. december 1979 indkaldte de derfor kvindegrupperne til møde og tilbød dem, at de kunne købe huset, der blev sat til at koste 2,8 mio kroner. Første rate på 1,8 mio. skulle falde den 15. februar 1980 og den sidste million den 1. april - deadlines som dengang lød urimelige og helt umulige. Trods dette gjorde kvinderne, hvad de kunne for at realisere købet og igangsatte en landsindsamling, lavede aktioner og demonstrationer og arrangerede støttefester. Pressen var positivt optaget af sagen, og den blev desuden støttet af kendte danskere som Helle Virkner, Jesper Klein og Herdis Møllehave. Resultatet blev, at man inden for tidsrammen fik rejst de nødvendige penge, og købet blev en realitet. Landsindsamlingen blev den største fundraisingindsats siden 2. Verdenskrig.

Danner realiseres
Efter købet gik kvinderne i gang med at samle flere penge ind, så den forfaldne bygning kunne blive sat i stand. Kvinder fra hele landet strømmede til, og et hold af kvindelige håndværkere, arkitekter og ingeniører tog fat på den store opgave, det var at skulle genrejse huset. Derudover gjorde man dele af istandsættelsen og indretningen af Danner Stiftelsen til et arbejdsløshedsprojekt for ledige, kvindelige bygningshåndværkere mfl., med støtte fra de berørte kommuner og ministerier. I Danmark er Danner det eneste eksempel på et renoveringsprojekt i den størrelsesorden udført udelukkende af kvinder. Budgettet for ombygningen var på 4,4 mio. kroner.

Danner bliver landets første krisecenter
Hele Danmark kom på fornavn med Danner, og i løbet af kort tid blev huset hjemsted for kvinder, der flygtede fra en voldelig ægtemand. Der blev oprettet nødboliger og kvinderne begyndte at udvikle metoder til at hjælpe de voldsudsatte kvinder. Danner blev hermed landets første kvinde-krisecenter. Joan-Søstrene førte an, med de erfaringer de bragte med sig fra deres rådgivning i Kvindehuset i Gothersgade i København.

Kvindecenterfonden Dannerhuset
Danners nye ejere udarbejdede en ny fundats for det, kvinderne kaldte ’Kvindecenterfonden’ – senere udvidet til ’Kvindecenterfonden Dannerhuset’. Fundatsen lå klar allerede den 11. november 1979. Målet var først og fremmest at erhverve ejendommen og at drive et kvinde-krisecenter. De første bestyrelsesmedlemmer var Herdis Møllehave, Lise Loft, Inger Stauning, Ruth Olsen og Ingeborg Netterstøm. I følge vedtægten overlod fonden driften af ejendommen til foreningen ’Kvindecenterfonden’ og husets øverste myndighed var ‘Fællesmødet’. Grupperne blev husets bærende struktur.

Danner er basisdemokratisk
Fællesmødet blev Danners faktiske øverste myndighed helt i overensstemmelse med de basisdemokratiske idealer, som fandtes overalt i kvindebevægelsen på daværende tidspunkt. Fællesmødet bestod af repræsentanter fra alle frivillig-grupperne i huset. Grupperne opstod og nedlagde sig selv i takt med at opgaver opstod og var løst. Nogle grupper af frivillige opstod i Danner, men de fleste kom til ude fra, som eksempelvis Dansk Kvindesamfund, Joan-søstrene og Rådgivningsgruppen.

Pr. 1. maj 1982 bestod Danner af disse grupper: Dansk Kvindesamfund, Rødstrømpebevægelsen, Feministisk selvforsvar, Dannergruppen, Unge Kvinder, SF’s kvindegrupper, DKP’s kvindeudvalg, Kontorgruppen, Rådgivningsgruppen, Joan-søstrene, Kvinder over 40, Café/bogcafé-gruppen, Nike, Socialdemokratisk kvindegruppe og VS’ kvindegruppe.

Derudover var der en række andre organisationer, der alene var med i startfasen, bl.a. Thilderne, Økofeministerne, Nansensgade Beboerforenings Kvindegruppe, Dansk Forfatterforenings Kvindegruppe, Kvindelige Arkitekter, KULU, Kvindekurser, Kvindetryk, Mosekonerne, Kvindegalleriet, Kvindekulturlegatet, Forældre og Fødsels Kvindegruppe og Kvinder i Byggesektoren. Endvidere havde bl.a. Hønsetryk, Dansk Folkevirke, Grønlandske Kvinder og International Liga for Fred og Frihed været involveret på det tidlige stadium af forhandlingerne. Dertil kom en lang række enkeltpersoner, der mødte op for at deltage i besættelsen og renoveringen, fra ganske unge til 70-80årige kvinder.

Alle disse, de første aktivister, er inviteret til at være med i det vi kalder Founding Mothers netværket. Læs mere om Founding Mothers.

Danner får ansatte medarbejdere
Efter nogle få år blev det nødvendigt at supplere det frivillige arrangement med ansatte. Den første blev en vicevært. Næste skridt var ansættelsen af to pædagoger til at arbejde med de voldsudsatte børn. Senere fulgte socialrådgivere. I midten af 1990’erne blev der ansat to koordinatorer, som fik til ansvar at koordinere aktiviteter i hhv. krisecentret og kvindecentret. De ansatte var medlemmer af frivillig-grupperne og var under ledelse af Fællesmødet. Det var en svær konstruktion, som i længden kom til at tære på husets indre miljø. Det frivillige, græsrodsprægede, engagerede men også langsommelige basisdemokrati stødte mod det daglige behov for at træffe beslutninger, højne det faglige arbejde og behovet for at tale med én stemme i offentligheden. Som i så mange andre frivillige organisationer blev forholdet mellem den faglige professionskultur og den frivillige medbestemmelseskultur udfordret.

Danner ansætter en direktør og en kriseleder
I 2005 besluttede et enigt Fællesmøde at nedlægge sig selv og indføre en helt ny organisationsform. Huset ansatte en direktør og en leder af krisecentret. Fællesmødet blev afløst af et udvalg, ’Dannerrådet’, som nu er rådgivende og som især arbejder med spørgsmål af relevans for de mange frivillige i huset. Danner er på trods af en mere professionel organisationsform stadig rammen om ca. 200 frivillige.

Danner har fokus på voldsudsatte børn
Forsker ved Socialforskningsinstituttet, SFI, Else Christensen, var med til at starte Danner. Efter nogle få år, begyndte hun at interesse sig særligt for de børn, der fulgte med mor på krisecenter. Hun begyndte at føre statistikker over børn og satte fokus på børnene som voldsofre. Lige siden har Danner været kendt for sit særlige børnefokus. Arbejdet fik sin foreløbige kulmination i 2007, da husets pædagoger modtog Gerda-prisen for deres enestående arbejde for børn - en pris der blev overrakt af Grevinde Alexandra. Året før modtog Danner 9 mio. kroner i satspuljemidler til at videreudvikle arbejdet for voldsudsatte børn i et konkret børneprojekt.