Danners Videncenter frembringer viden og oplyser om vold i nære relationer. Her kan du læse mere om, hvad vi arbejder med for tiden.

Projekter

En bedre social arv
Hvert år udsættes 22.000 børn i Danmark direkte eller indirekte for vold i familien. Volden påvirker barnets trivsel på kort sigt og kan ofte også påvirke på længere sigt. Vi ønsker at modvirke, at volden vedbliver at være en del af disse børns liv og bæres videre til næste generation.
En tværfaglig personalegruppe har derfor arbejdet med at udvikle vores indsats for børn og mødre inden for ”Børneprojektet”, der et selvstændigt fire-årigt projekt i programmet ”En bedre social arv” under Servicestyrelsen. Projektets mål er: At opkvalificere det psykologfaglige aspekt af arbejdet, at styrke voldsudsatte mødres forældreskab, at fremme støtten i barnets professionelle og private netværk ved at viderebringe vores kendskab til vold og til det specifikke barns behov samt at fremme den videre støtte, hvor der er behov for det, ved at styrke samarbejde og vidensudveksling med kommunale sagsbehandlere. Projektet afsluttes sommeren 2011.

Formålet er at skabe den bedst mulige indsats omkring de voldsudsatte børn i krisecentret og bidrage til en fyldestgørende og langsigtet støtte i børnenes videre tilværelse. Yderligere er formålet at bidrage til en videreudvikling af den hjælp, vi som samfund kan tilbyde familier med vold.

Evaluering af viden og metoder i arbejdet med voldsudsatte børn
Der er i dag en stadig voksende opmærksomhed på behovet for viden og velfunderede metoder omkring børn og forældreskab i familier med vold. Det har derfor været et vigtigt element i Børneprojektet at italesætte og videreudvikle de metoder, man anvender i arbejdet og at undersøge, hvordan de besvarer familiernes behov. Projektets målgruppe og resultater evalueres med tre standardiserede og en specielt udviklet test via en ekstern partner (Rambøll). Danners Videncenter står for en kvalitativ evaluering, der særligt fokuserer på at frembringe nuancerne i den viden, som er oparbejdet hos professionelle i projektet og på at sammenholde den med voldsudsatte mødres egne beskrivelser af familiens udfordringer.

Formålet er at skabe viden om, hvad der kan bidrage til udviklingen af en god professionel indsats over for familier ramt af vold.

Metodeudvikling
I mange år har arbejdet i krisecentrene hovedsagligt været baseret på mundtlig overlevering. Det har betydet, at medarbejdernes arbejdsmetoder i mange tilfælde ikke er blevet dokumenterede eller systematiserede. I takt med professionaliseringen er der opstået et øget behov for at få dokumenteret og udviklet vores metoder. Derfor er der blevet igangsat et metodeprojekt i Danners Krisecenter. Projektet skal bl.a. udmunde i en metodehåndbog, som skal udstikke en fælles ramme og sikre et fælles sprog blandt krisecentrets medarbejdere.

Formålet med metodeprojektet er at få dokumenteret de arbejdsmetoder og grundværdier, der ligger i krisecentrets arbejde med voldsudsatte kvinder og børn.

Vidensformidling og dialog omkring indsatsen for børn
Børneprojektet afsluttes sommeren 2011 bl.a. med en konference, hvor projektets resultater og processer bliver udgangspunkt for en diskussion af, hvad man fremadrettet kan gøre for at optimere hjælpen til voldsudsatte familier på krisecentre.

Formålet er at bidrage til en videreudvikling af den hjælp, vi som samfund kan tilbyde voldsudsatte familier

Vold i etniske minoritetsfamilier
Danner møder et stort antal kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, som er udsat for vold. Flere af landets krisecentre kan fortælle den samme historie. Danners Videncenter har derfor – i samarbejde med TrygFonden – igangsat forskningsprojektet ” Vold i etniske minoritetsfamilier”, som skal fokusere på de voldsudsatte, etniske minoritetskvinders fortælling og fremadrettede hjælpemuligheder. Forskerteamet bag projektet består af Yvonne Mørck, Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe fra Roskilde Universitet. Projektet afsluttes ved årets afslutning, og i 2011 udkommer en publikation med forskningsprojektets resultater.

Formålet med projektet er at kortlægge karakteren af den vold, der udøves mod kvinder i etniske minoritetsfamilier, og identificere tiltag, der kan forebygge volden og støtte de voldsudsatte, etniske minoritetskvinder.

Mellemøstlig seminar
Danner ønsker at indsamle mere viden om de voldsudsatte, arabiske kvinder, som ofte er indlogeret på Danners Krisecenter. Samtidig har Danner som et af Danmarks ældste krisecentre mange års erfaringer inden for arbejdet med voldsudsatte kvinder og børn, som kan komme lande fra Mellemøsten og Nordafrika til gode. På den baggrund har Danner i samarbejde med KVINFO og LOKK taget initiativ til en række workshops for kriscentermedarbejdere fra Mellemøsten og Nordafrika, hvor der skabes dialog og udveksles erfaringer omkring vold i nære relationer. Den første workshop fandt sted i Danmark i september 2009, og de følgende workshops løber af stabelen i 2010 og 2011.

Formålet med workshopperne er at udveksle erfaringer og dele viden om bl.a. organiseringen af krisecentre og forståelsen af vold i nære relationer. Rækken af workshops skal også skabe samarbejdsrelationer mellem Danmark, Mellemøsten og Nordafrika på krisecenterområdet.

Skolefokus på vold
Når skolen bliver informeret om, at et barn er flyttet på krisecenter pga. vold i familien, er læreren ofte meget overrasket over, at der har siddet et barn i klassen, der har været udsat for vold. Ingen har set volden og forstået årsagen til barnets adfærd. En lærers opmærksomhed og handlen kan have stor betydning for et barn, der oplever vold. Derfor er det vigtigt, at skolerne sætter fokus på vold og er med til at bryde tavsheden og det tabu, vold er omgærdet af. Danners Videncenter har i samarbejde med forfatterne Bonnie Vittrup og Cecilie Nørgaard udviklet undervisningsmateriale om vold i nære relationer. Materialet består af en novelle, en elevbog og en lærervejledning, og er målrettet elever i 5.-6. klasse. Materialet forventes udgivet i 2011.

Målet med projektet er at udbrede kendskabet til de konsekvenser, vold i hjemmet har, og give viden og konkrete handlemuligheder til skoleelever og lærere. Vi forventer, at en indsats i folkeskolen kan bidrage til forebyggelse af voldelig adfærd, idet børnene bliver bevidstgjort om egne grænser og reaktioner, når venner udøver eller udsættes for vold. På lang sigt er målet at nedbringe antallet af børn, der vokser op i en familie med vold.

Danners workshops for fagfolk
Workshops for fagfolk afholdes ca. fire gange årligt og sætter fokus på tværsektorielt samarbejde og opkvalificering af fagfolk, der arbejder direkte eller indirekte med voldsudsatte kvinder og børn. Et arrangement varer tre timer og koster 325 kr. pr deltager – det er dog gratis for studerende.
Oplægsholderne skifter fra gang til gang, men tæller altid Danners praktikere (fx pædagoger, psykologer og socialrådgivere) samt en medarbejder fra Danners Videncenter. Der inviteres også eksterne oplægsholdere efter behov.

Formålet er at opkvalificere fagfolk, der arbejder med voldsudsatte kvinder og børn, og styrke det tværsektorielle samarbejde omkring voldsudsatte familier.

VAW og det marokkanske retssystem
Projektet er en del af det dansk-marokkanske partnerskabsprojekt “Strengthening Women’s Rights and the Access to Justice in the Moroccan Legal System”.
Yderligere ligger projektet i forlængelse af en ny marokkansk familielov fra 2004, der bl.a. sætter nye og bedre rammer for muligheden for at opnå skilsmisse.

Vi skal afholde en række workshop og studiebesøg i København for delegationer af henholdsvis dommere og socialarbejdere fra retsenheder i Marokko.
Vores opgave er at bidrage med yderligere viden om arbejdet med voldsudsatte og indgå i dialog om, hvordan kvinderne hjælpes på bedst mulig vis. Desuden får vi øget indsigt i det marokkanske retssystem, og det kan styrke vores kompetencer i det internationale arbejde yderligere.

Formålet er en opkvalificering af professionelt personale i det marokkanske retssystem.

Kærestevold
I Danmark udsættes hver 10. unge kvinde i alderen 16-24 år årligt for kærestevold.
I forskningsprojektet ”Kærestevold” samarbejder vi med GirlTalk.dk om at frembringe ny viden om unge piger, der udsættes for vold af deres kæreste. Forskningsdelen af projektet bliver udført af Inger Glavind Bo fra Aalborg Universitet, og fokus er på pigernes egen oplevelse og italesættelse af kærestevolden. Projektet financieres af Bikuben Fonden.
Resultaterne vil blive formidlet i en selvstændig rapport og i videnskabelige og mere populære artikler. Yderligere skal forskningsresultaterne og pigernes egen forståelse danne vidensfundament  for udarbejdelse af undervisningsmateriale til hhv. unge- og voldsrådgivninger, der skal styrke faglighed, viden og kompetencer hos både professionelle og frivillige, som er i kontakt med unge udsat for kærestevold.

Formålet er at skabe ny viden om unge voldsudsatte pigers livsverden og den måde vi bedst hjælper dem på.

Styrk forskningen
Forskningsmiljø og forskningsnetværk inden for vold i nære relationer er et relativ nyt område i Danmark. Derfor arbejder vi for at styrke og opbygge forskningsnetværket i Danmark.
Vi har – i første omgang ved et forskningsseminar i juni 2010 – samlet forskere og praktikere på tværs af psykologiske, pædagogiske, samfunds- og sundhedsvidenskabelige  felter. Det har givet basis for dialoger, som har øget overblikket over de nye, uafdækkede spørgsmål, som den eksisterende viden i forskning og praksis kan give anledning til at rejse.
Vi vil fortsat arbejde på at integrere og beskrive feltet samt udvikle nye fora for udveksling af viden. Dette vil vi blandt andet gøre ved at opsummere diskussioner omkring forskningsmæssige udfordringer på forskellige områder i en skriftlig oversigt.

Formålet er at bidrage til en kvalificering af det faglige felt ”vold i nære relationer” ved at styrke forskningens arbejdsvilkår og fremme en kontinuerlig udvikling af den forskningsbaserede viden, der er tilgængelig på området.

Om forskningsseminaret d. 24. juni 2010

Terapihave
Flere undersøgelser viser, at ophold i grønne områder giver mindre stress og et større velbefindende – uanset alder, køn og social klasse. Vi ønsker at skabe de bedste betingelser for de voldsudsatte kvinder og børn, som bor i krisecentret. Derfor er vi, på baggrund af et ph.d.-projekt, ved at udvikle en terapihave til kvinderne og børnene. Ph.d.-studerende Victoria Linn Lygum fra afdelingen for Parker og Urbane Landskaber på Skov og Landskab, Københavns Universitet, skal gennemføre forskningsprojektet. Haven er finansieret af Nordea-fonden og står klar engang i 2012, når restaureringen af Danners hus er færdiggjort.

Formålet med terapihaven er at styrke kvinderne og børnene både fysisk og mentalt og give dem ro midt i en ofte kaotisk livssituation.

Hvis du vil have mere information om vores projekter, er du velkommen til at kontakte os.